NKT bekræfter britisk milliardordre
Allerede i juli 2022 offentliggjorde NKT, at man havde indgået en betinget ordre til East Anglia Three. NKT har nu indgået den endelige kontrakt med projektudvikleren, ScottishPower Renewables.
Turnkey-kontrakten omfatter design, fremstilling og installation af et 320 kV højspændingskabelsystem. NKT har tilføjet projektet til sin ordrebeholdning af højspændingsprojekter med en kontraktværdi på over 250 mio. euro (1,9 mia. kr.).
NKT’s administrerende direktør, Claes Westerlind, siger:
- Vi er tilfredse med at bekræfte kontrakten med ScottishPower Renewables, og vi ser frem til at bidrage til projektet med vores kompetencer og knowhow indenfor turnkey-kabelløsninger. Havvind er centralt for den grønne omstilling af den britiske strømforsyning, og med potentialet til at forsyne over en million britiske hjem med vedvarende energi, er East Anglia Three et vigtigt skridt på vej mod en grønnere verden.
ScottishPower Renewables direktør for East Anglia Hub offshore vindmølleparker, Ross Ovens, siger:
- Hos ScottishPower Renewables er vi opsatte på at generere mere grøn elektricitet i og til Storbritannien, og East Anglia Three vil være et vigtigt bidrag til denne ambition. Bekræftelsen af kabelkontrakten med NKT er endnu en vigtig milepæl for dette store projekt, som vil være verdens næststørste vindmøllepark, når det står færdigt i 2026. Vi ser frem til at arbejde sammen med NKT om at føre det ud i livet og hjælpe med at levere en renere, grønnere og bedre fremtid hurtigere.
East Anglia Three havvindmølleparken vil omfatte 95 vindmøller placeret 69 kilometer fra den britiske kyst i Nordsøen, og den vil dække et areal på 305 kvadratkilometer. Når vindmølleparken er i drift, vil den kunne producere op til 1.400 MW vedvarende energi, hvilket vil være et vigtigt skridt for Storbritanniens ambition om at have 50 GW havvind i operation i 2030.