23948sdkhjf

Thor skal bygges med genanvendelige vindmøllevinger

RWE tager endnu et bæredygtigt skridt i forbindelse med byggeriet af havvindmølleparken Thor. 

40 ud af 72 turbiner i havmølleparken skal udstyres med genanvendelige vindmøllevinger - Recyclable Blades - fra Siemens Gamesa. Derudover  installeres der CO2-reducerede ståltårne fra Siemens Gamesa på halvdelen af parkens møller. 

GreenerTower ståltårnene fra Siemens Gamesa vil sikre en CO2-reduktion på mindst 63 procent i tårnets stålplader sammenlignet med konventionelt stål, skriver RWE i en pressemeddelelse. 

RWE tester allerede genanvendelige vindmøllevinger under virkelige forhold i den tyske havvindmøllepark Kaskasi, hvor tre møller er udstyret med vingerne, og har tidligere besluttet at installere dem på den britiske havvindmøllepark Sofia. Nu er turen så kommet til danske Thor. 

- Ved også at bruge de genanvendelige vindmøllevinger på Thor Havvindmøllepark, fortsætter RWE med at vise vejen mod en cirkulær offshoresektor. Og vi gør endnu mere. Vi er den første udvikler i verden, der bruger Siemens Gamesas CO2-reducerede ståltårne, som reducerer CO2-fodaftrykket fra vindmøller markant. Det er den rigtige retning for fremtiden for vores sektor, som har bæredygtighed i centrum, siger Sven Utermöhlen, CEO, RWE Offshore Wind.

Vindmøllevinger kan genbruges 

Mens der findes en etableret genbrugspraksis for mange af komponenterne i en vindmølle, har genanvendelse af de kompositmaterialer, der benyttes i vingerne, været mere udfordrende. 

Nu kan de kompositmaterialer, der bruges i Siemens Gamesas genanvendelige vinger, adskilles igen takket være en ny type resin harpiks med en speciel kemisk struktur. Denne proces sikrer, at de enkelte materialers egenskaber forbliver intakte, så de kan genbruges og anvendes i nye støbninger, for eksempel i bilindustrien eller i forbrugsvarer.

Globalt forventes mere end en million tons vingemateriale at blive installeret om året. Vores genanvendelige vinger kan undgå, at det materiale ender på en losseplads, men ender med at blive genbrugt, siger Maximilian Schnippering, Head of Sustainability, Siemens Gamesa.

Installation af tårne og vinger forventes at starte i 2026. 

En million husstande

Thor skal levere grøn strøm til mere end en million danske husstande

RWE skal bygge havvindmølleparken Thor i Nordsøen, cirka 22 kilometer ud for Thorsminde på den jyske vestkyst. 

Med en planlagt kapacitet på mere end 1.000 MW er Thor Danmarks hidtil største havvindmøllepark. 

Når den er fuldt operationel, efter planen senest ved udgangen af 2027, vil havvindmølleparken være i stand til at producere nok grøn strøm til at forsyne, mere end en million hjem, hvad der svarer til hver tredje danske husstand. 

RWE færdiggjorde allerede i 2010 og driver nu Rødsand 2 havvindmøllepark, som ligger syd for Lolland.

Kilde: RWE

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.569