23948sdkhjf

EU's klimaråd vil have 90-95 procents CO2-reduktion inden 2040

EU-landene skal være noget nær klimaneutrale inden 2040, mener EU's pendant til Klimarådet i Danmark

EU-landene skal allerede i 2040 nærme sig et neutralt CO2-aftryk. Inden for de næste 17 år skal landene således reducere deres udslip med 90-95 procent sammenlignet med 1990.

Det mener EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer, der er unionens pendant til Klimarådet i Danmark.

Rådets formand, professor Ottmar Edenhofer, siger, at 2040-målet er et vigtigt delmål på vejen mod et klimaneutralt Europa i 2050.

- For at klare det bør EU reducere CO2-udslippet med 90-95 procent inden 2040 sammenlignet med niveauet i 1990, udtaler han i en pressemeddelelse fra rådet.

Danmark har allerede et mål om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030 og blive klimaneutralt inden 2050.

EU har en officiel målsætning om at reducere landenes CO2-udledning med 55 procent inden 2030.

EU har givet sig selv til opgave at fastsætte et reduktionsmål for 2040 i første halvdel af næste år.

Ifølge Dansk Industris klimapolitiske chef, Anne Højer Simonsen, gør Danmark klogt i at gå forrest og leve op til målet.

- EU er slet ikke til at komme udenom, og hvad der sker i Bruxelles har enorm betydning for dansk økonomi og for dansk erhvervsliv.

- Vores danske klimaindsats skal danne inspiration for andre lande - og det lykkes ikke mindst, når EU viser sit internationale klimalederskab, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Rådet har analyseret flere end 1000 veje mod klimaneutralitet i 2050.

Flere af dem peger på en betydelig opskalering af produktion af energi fra vindmøller og solceller. Kombineret med en øget elektrificering af energiforbruget kan det ifølge klimarådet i EU føre til en noget nær klimaneutral energisektor inden 2040.

Det vil desuden mindske behovet for at bruge teknologi til at fjerne allerede oplagret CO2 fra atmosfæren, lyder det i pressemeddelelsen fra EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer.

Læs mere om: CO2
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079