23948sdkhjf

Horsens vil have en elfærge

Horsens kommune og Insero går nu sammen om at undersøge mulighederne for at gøre Endelave-færgen eldrevet.
Horsens kommune og Insero har et fælles ønske om at styrke den grønne transport i området. Derfor har de to parter igennem længere tid undersøgt det økonomiske og energimæssige potentiale for en omlægning af færgefarten mellem Endelave og Snaptun fra diesel til el.

Resultaterne af de indledende analyser viser, at det vil være muligt at spare ca. 2 mio. kr. årligt på driften ved en sådan ombygning, hvilket giver en tilbagebetalingstid på 13 år med en samlet investeringssum på 26 mio. kr.

- Vi ser et stort potentiale for at gøre Endelavefærgen elektrisk og dermed miljøvenlig. Det ville være et løft for området med Danmarks første større elfærge. Vi har derfor nu sammen med Horsens Kommune investeret i at lave en grundig for-analyse, som skal danne beslutningsgrundlag for, om projektet skal realiseres, forklarer direktør i Insero Horsens, Mogens Vig Pedersen.

Ud over fonden Insero Horsens og Horsens Kommune har også den Maritime Fond investeret i projektet.

Analysearbejde frem til årsskiftet
Kommunen ser positivt på en eventuel omlægning, som vil kunne realiseres, hvis økonomien er positiv.

- Det er et rigtig spændende projekt, som kan bringe os et skridt frem ad vejen med at omlægge den tunge transport til vedvarende energi. Vi forventer også med projektet at få afklaret forskellige scenarier for, hvordan energiforsyningen på Endelave kan sammentænkes med en elektrificering af færgen, forklarer innovationschef i Horsens Kommune, Steffen Damskier.

Den grundige analyse gennemføres af Insero E-Mobility i samarbejde med Horsens Kommune og andre eksperter. Analysearbejdet startede 1. juli og ventes færdig ved årsskiftet.

Transport er en miljøsynder
Transportsektoren er en af de helt store miljøsyndere i dag. Derfor er projektet et vigtigt skridt mod at sænke CO2-udledningen fra transport med 30 % frem mod 2020. Ved at gå fra diesel til eltransport sænkes CO2-udledningen betydeligt.

- Det er et banebrydende projekt, og transportbranchen i hele verden følger med. Elektrificering af færger er et område med meget stort potentiale, og som dukker op flere steder. Færger har et meget stabilt driftsmønster, og derfor er el et oplagt drivmiddel, forklarer Direktør i Insero E-Mobility Mai Louise Agerskov.

De årlige besparelser på ca. 2 mio. kr. sker ved at undgå dyr diesel og mindske vedligeholdelsesudgifterne. Derudover giver en elfærge nogle muligheder for øen Endelave. Sætter øen en stor vindmølle op, vil den kunne drive færgen, ligesom færgen vil kunne fungere som energilager for øen, således at den er bedre sikret mod strømsvigt.

Potentiale for andre færger
Viser analysen, at en omlægning af færgen til eldrift er rentabel, kan andre færger i Danmark med fordel lade sig inspirere:

- I Danmark har vi 54 indlandsfærger og ud af dem kan potentielt 30-36 med fordel omlægges til eldrift. Og mange af de nye færger i dag laves med hybrid motor, hvilket betyder, at en omlægning til el vil være betydelig nemmere end fra en ren dieselfærge. Vi står med andre ord overfor et stort markedspotentiale, forklarer Mai Louise Agerskov.

Analysen skal kortlægge, hvilken løsning der er bedst og mest rentabel for Endelavefærgen. Flere modeller er i spil, som f.eks. at ombygge den eksisterende, at bygge en ny færge af kulfiber eller vælge en model ud fra de erfaringer man har gjort sig i Norge. Derefter vil Horsens Kommune tage stilling til, om projektet skal implementeres samt undersøge finansieringsmuligheder for projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078