Top 3: Her er årets mest læste artikler på Energy Supply
Året går på hæld, og i den anledning har vi på Energy Supply samlet de tre artikler, som I var mest interesserede i at læse i 2023.
Det handler om vindmølleskrot, en droppet energiø, og et konkursramt varmepumpefirma.
Nummer 1: 36.000 ton vindmølleskrot
På førstepladsen har vi historien om virksomheden Continuum, der vil genanvende vindmøllervinger og fremstille paneler af komposit målrettet byggebranchen samt produkter som facade-elementer, industri-døre og køkken-bordplader af de udtjente vindmøllevinger.
I den forbindelse kom det i januar frem, at virksomheden planlagde fem europæiske fabrikker - hvoraf den første skulle bygges på Esbjerg Havn.
Læs mere her: Vil genanvende 36.000 tons vindmøllevinger
Siden har Continuum indgået et samarbejde med Norsea, der vil lægge grund til fabrikken, der skal stå klar i 2025. Den placeres på Norseas grund i Måde i Esbjergs østlige bydel.
Fabriksplanerne har været fremme tidligere. Men dengang planlagde Continuum at opføre fabrikken på selve Esbjerg Havn.
Continuum investerer 600 millioner kroner i det nye anlæg, mens Norsea vil bygge og eje fabriksbygningen.
Læs mere her: Norsea teamer op med genbrugsspecialist i Esbjerg
Nummer 2: Prischock og pauseret energiø
Det kom som noget af et chok, da Danmarks storstilede planer om Energiø Nordsøen blev sat på pause - ja nærmest skrottet - i slutningen af juni.
Årsagen var, at økonomien ikke hang sammen.
- Energistyrelsen skønner nu, at de statslige omkostninger til det nuværende projekt samlet set er over 50 mia. kr. Projektet er således langt fra at være rentabelt, hvilket er en klar betingelse for projektet i de politiske aftaler, lød det dengang.
Læs mere her: Prischock: Energiø sættes på pause
Energinet blev dengang sat til at regne på en billigere udgave af energiøen i Nordsøen. Den del har Energinet leveret på.
Så nu venter energiø-ansvarlig hos Energinet Hanne Storm Edlefsen bare på politikere og myndigheder.
- Vi har sendt vores bud på de tekniske anlæg og el-infratrukturen ind. Nu kigger Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeret på havvinddelen af øen og kører en regeringsproces resten af året, siger Hanne Storm Edlefsen.
Læs mere her: Energiø Nordsøen en forudsætning for nyt el-samarbejde med Norge
Nummer 3: Livsfarlige fejl og konkursramt varmepumpefirma
Selskabet Coolenergi med base i Nibe dukkede op i sommeren 2022, mens energikrisen var på sit højeste.
Firmaet tilbød varmepumper og montering til "Danmarks billigste priser".
Men en stribe kunder følte sig snydt. I februar i år stod nogle af de utilfredse kunder frem i Nordjyske og fortalte, hvordan de var blevet efterladt med varmepumper, der aldrig er kommet til at virke optimalt, fejlmonteringer og potentielt livsfarlige installationer.
I november 2023 gik selskabet bag Coolenergi, Dansk Ehandel ApS, konkurs.
Nordjyske kontaktede Coolenergis ejer, Michael Simonsen Færgemann, og spurgte, hvad der var gået gået galt, og hvorfor han begærede firmaet konkurs.
I en sms svarede han, at han ingen kommentarer havde "udover, at det virkelig, virkelig bare er træls og brandærgerligt med konkursen".
Læs mere her: Familier blev efterladt med livsfarlige fejl. Nu har varmepumpefirma begæret sig konkurs