Siemens Gamesa vil skære 550 stillinger i Danmark
Vindmølleproducenten Siemens Gamesa arbejder ifølge Bloomberg News på en spareplan, der blandt andet vil gå ud over danske ansatte.
Finansmediet har talt med anonyme kilder, der beretter om igangværende forhandlinger med fagforeninger om afskedigelsernes omfang.
Helt konkret kan op imod 550 af de tilsammen over 5000 ansatte i Brande, Herning, Vejle og Aalborg risikere at få en fyreseddel stukket i hånden.
Siemens Gamesa er ikke kun presset af en afmatning på markedet for opstilling af vindmøller som følge af de højere renter, der gør det dyrere at investere i grøn energi. Selskabet har også problemer med nogle af sine nyeste landmøller, som har bremset for salget og opførelsen af dem.
Siemens Gamesa opnåede i det seneste kvartal et underskud på 448 millioner euro.
De spanske og tyske afdelinger af Siemens Gamesa går heller ikke fri af spareplanen. Her er der henholdsvis 430 og 370 stillinger i spil ifølge Bloomberg News.
Meldingerne kommer to dage efter, at Siemens Gamesa fik tilsagn om støtte for et trecifret millionbeløb fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond til en udvidelse af koncernens produktion i Aalborg og Esbjerg.
/ritzau/MarketWire