23948sdkhjf

Tendens: Upcycling i praksis

Upcycle House i Nyborg er et konkret eksempel på bæredygtigt byggeri, der med stor succes er opført af rest- og genbrugsmaterialer. Projektets arkitektrådgiver, Anders Lendager, vil på Building Green-messen inspirere til øget ressourcebevidsthed på tværs af byggesektoren.
Realdania Byg har medvirket til udvikling, opførsel og formidlingen af koncepthuset Upcycle House i Nyborg. Huset er opført ud fra tanken om minimalt ressourceforbrug, når byggematerialer produceres og transporteres, i bygge- og anlægsfasen, samt når bygningen eller bestemte bygningsdele er udtjent.

Upcycle House sparer 86 procent CO2
- Upcycle House fremviser overordnet set de store muligheder i reduktion af den bundne CO2 i opførslen ved hjælp af gennemtænkt materialevalg og -løsninger samt udstrakt anvendelse af genbrugs- og upcyclematerialer, fortæller Jørgen Søndermark, projektleder for Realdania Byg på Upcycle House.

I forhold til SBi’s referencehus, et almindeligt typehus klasse 2015, reduceres CO2-aftrykket i Upcycle House med ikke mindre end 86 procent.

- Dermed peger Upcycle House på to markante problemstillinger i byggeriet, fortsætter Jørgen Søndermark og opremser:
  1. Der er et stort behov for CO2-reduktion af "aftrykket" i opførelsesfasen.
  2. Der er et stort behov for reduktion i anvendelse af virgine råstoffer og omvendt en forøget indsats for at forvandle affald til potentielle råstoffer for byggematerialer.
Lendager Arkitekter: Affald er ressourcer
Lendager Arkitekter har med Anders Lendager i front været rådgivende arkitekt på projektet. Lendager blev valgt, da virksomheden generelt arbejder ud fra betragtningen om, at affald er ressourcer. Desuden kunne Anders Lendager helt konkret bidrage med relevant erfaring i forhold til at anvende containere til fremstilling af huse.

- Vi arbejder med ressourcesebevidsthed igennem hele byggeprocessen fra valg af materialer over reduktion af energiforbrug til efterfølgende vedligeholdelse og endelig nedrivning, fortæller Anders Lendager.

Lendager Arkitekters niche er med andre ord at tænke bæredygtighed ind i alle kædens led.

I forbindelse med det konkrete projekt i Nyborg, fremhæver arkitekten en række af de løsninger, som har været særlig vellykkede, og som helt sikkert vil komme til at gå igen i andre af tegnestuens projekter.

- Jeg vil især fremhæve vores arbejde med genbrugsstål, som har erstattet rigtig meget betonarbejde og dermed været med til at tegne en meget bedre miljøprofil for huset, siger Anders Lendager og forklarer, at der dels er brugt genbrugsstål til husets skelet (shippingcontainere) samt til selve punktfundamenterne.

Desuden har flere alternative isoleringsprodukter såsom polystyren og papiruld vist sig at være særdeles effektive løsninger, der har været nemme at arbejde med, og som tilmed har givet en god miljøperformance.

Og det er blandt andet isoleringsmetoderne, som Lendager Arkitekter har arbejdet videre med.

- Vi er netop nu ved at opføre to børnehaver med vinduer af genbrugsglas og de samme isoleringsmaterialer, som vi brugte i Upcyce House, forklarer han.

Fra Realdania Byg supplerer Jørgen Søndermark den unikke materialeliste med OSB-plader uden lim, der er anvendt til færdige overflader inde i huset, som ud over de bæredygtige egenskaber også er et spændende bud på et helt nyt æstetisk udtryk.

Læs om mange flere materialer og løsninger Realdanias bog om projektet her.

Upcycling i praksis - potentialet er enormt
Det bæredygtige typehus-koncept er blandt andet tænkt som inspirationskilde til fagfolk og producenter, så de i fremtiden får større fokus på genanvendelse af affalds- og restmateriale.

På Building Green vil Anders Lendager med udgangspunkt i Upcycle House konkretisere, hvordan byggeindustrien kan udvise større ressourcebevidsthed og i den forbindelse komme omkring begreberne upcycling, leasing, sharing og urban mining.

- Mit budskab til branchen er, at vi har løsningen derude. Der er et stort potentiale lige for fødderne af os, og jeg har nogle konkrete bud på, hvordan vi tager hul på det, skaber en fremtid for danske arbejdspladser og ikke mindst den fremtidige arkitektur, siger han og vurderer afsluttende:

- Der er rigtig meget at hente ved at gøre det her, og så rummer selve upcycling-princippet et enormt eksportpotentiale!

Hør mere til perspektiverne fra Anders Lendager torsdag den 10. oktober kl. 14.20-15.00, når han indtager talerstolen på Building Green i Forum.

Realdania Byg deltager også på Building Green og Jørgen Søndergaard taler om det samlede projekt i Nyborg, mini-CO2-husene, onsdag den 9. oktober på temamødet 'Er bæredygtighed driveren i fremtidens byggeri?' Dette arrangement er stablet på benene af Bygherreforeningen.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078