Fremtidens materialer kan udvindes fra spildevand
I dag produceres en lang række produkter af syntetiske polymerer, der fremstilles af råolie. I fremtiden kan disse erstattes af biopolymerer udvundet fra spildevandsanlæg, viser et forskningsprojekt.
- Perspektivet er enormt, fordi man tager noget, der lige nu er affald og laver højværdiprodukter af det, udtaler professor i kemi og biovidenskab på Aalborg Universitet Per Halkjær Nielsen i en pressemeddelelse.
Pilotskalaanlæg
Han er en af forskerne bag projektet Rethink, hvor man udnytter den overskydende biomasse i spildevandsrenseanlæg på nye måder. Og projektet går så godt, at man nu er klar til industriel produktion.
- Der er et stort potentiale i det, hvis der er firmaer, der kan se, at produktet kan bruges til noget, og at de vil investere i at teste og udvikle det. Og det kræver, at vi får lavet pilotskalaanlæg, så vi kan producere ikke bare gram, men kilo og om et par år mange tons, påpeger Per Halkjær Nielsen.
Biopolymerer kan f.eks. anvendes som bindemiddel i papir og i byggematerialer.
I Rethink-projektet samarbejder Aalborg Universitet med Aarhus Universitet og Delft University i Holland.