23948sdkhjf

Standardhuset trænger til en opdatering

Standardhuset har med sine 130 m2 og forbrug på 18,1 MWh/år hele 40 år på bagen. Det har stået stille, mens resten af samfundet har udviklet sig. Det er tid til en opdatering, mener Dansk Fjernvarme.

Af Bettina Aagaard Vester, chefkonsulent, Dansk Fjernvarme.

I Forsyningstilsynets halvårlige varmeprisstatistik baseres fjernvarmeselskabernes priser på, hvad det koster at opvarme et standardhus og en standardlejlighed.

Og det giver rigtig god mening at fastsætte definitioner for standardboliger, da de muliggør en sammenligning af fjernvarmepriser på tværs af selskaber og tid. Det er med til at skabe transparens og øget forbrugeroplysning.

Netop derfor er det uheldigt, at de standardboliger, der anvendes i dag, er over 40 år gamle. De er hverken repræsentative for det samlede forbrug eller energieffektiviteten i en gennemsnitlig fjernvarmeopvarmet bolig.

Derfor er det tid til en opdatering af standardboligen.

På andre områder er der sket en hel del i løbet af de seneste 40 år. Det er fx blevet lovpligtigt at have sikkerhedssele på i bilen – også på bagsædet. Unge under 16 må ikke længere købe tobak og alkohol i kiosken eller supermarkedet.

Computeren er ikke dyr som en bil og stor som et skab, men lille nok til at kunne ligge i en taske – eller din lomme i form af en smartphone. Og telefonen selv er nu ikke bundet til et bestemt sted i huset, har ikke længere trykknapper eller drejeskive.

Alt det har stor betydning for, hvordan vores liv ser ud i dag.

Ligesom standardhuset har stor betydning for, hvordan fjernvarmeselskaber udregner projektforslag i forhold til varmebehovet – og for, hvordan fjernvarmen klarer sig i forhold til konkurrencen med individuelle opvarmningsformer.

Dansk Fjernvarme har på baggrund af data udarbejdet et sæt opdaterede standardboliger:

Et mere retvisende og evidensbaseret bud på et standardhus lyder på 135 m2 og et varmeforbrug på 13,7 MWh. Det svarer til en energieffektivisering på 27 procent i forhold til den eksisterende definition på 130 m2 og 18,1 MWh.

For en standardlejlighed er forskellen endnu større. Mens den eksisterende definition lyder på 75 m2 og 15 MWh er den opdaterede definition på 80 m2 og 7,7 MWh. Det svarer til en energieffektivisering på mere end 50 procent.

Myndighederne ønsker at indføre et prisloft på fjernvarme, der skal baseres på, hvad det vil koste at opvarme et standardhus med en individuel varmepumpe.

Her bliver det for alvor uforsvarligt at anvende en definition, som tiden for længst er løbet fra.

For når fjernvarmeselskaberne i den nye prisloftregulering skal konkurrere med individuelle varmepumper, må det være en forudsætning, at man ikke giver varmepumpen en hjemmebanefordel ved at basere reguleringen på et forbrug, der slet ikke afspejler varmeforbruget hos en typisk fjernvarmekunde.

Og derfor er det nødvendigt at få opdateret standardhuset, så det bliver repræsentativt og tidssvarende.

Vi anbefaler også, at man i forbindelse med varmeprisstatistikken opgør priserne for henholdsvis nyere og ældre standardboliger.

Bygningers alder har nemlig stor betydning for energieffektiviteten og dermed det samlede varmeforbrug. Og ved at aldersinddele standardboligerne kan du som forbruger bedre få en fornemmelse af, hvad det reelt koster at få opvarmet din bolig med fjernvarme.

Derudover kan det give forbrugerne øget opmærksomhed på de økonomiske fordele, der kan være ved at energirenovere sin bolig.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094