Bach, Baku og biomasse
Dette er en klumme fra en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Den rituelle skuffelse over COPens resultater i Baku er nu udlevet for rullende kameraer. Igen. Journalisterne stod med mikrofonen i hånden uden stænk af forargelse eller kritisk stillingtagen til, hvad fa’en man så havde tænkt sig? Ligegyldigheden var signaleret før mødet med mange afbud, som var det endnu en overflødig generalforsamling i ejerforeningen, hvor man skulle diskutere juleudsmykning af legepladsen. Cop’ens alvor taget i betragtning er både afbud og skuffelse over resultatet besynderlige reaktioner at høre på.
Der må nødvendigvis ske noget andet.
Jeg har før talt for, at forbrugerne må tage ansvaret for klimakatastrofen. Politikerne evner det vitterligt ikke. For klimadiplomatiet og FN systemet er det en særlig relevant betragtning at rette opmærksomheden mod forbrugsvinklen. Idéen om, at alle verdens lande skal nå til enighed om at reducere deres produktioner af CO2, forekommer håbløs. En langt mindre gruppe af lande og industrier står for den store del af verdens forbrug og dermed bestillingen af de mange CO2 udledninger. De lande og industrier kan gøre en kæmpe forskel ved at stille krav og bruge afgifter til det, de er egnede til: at gøre skjulte omkostninger for samfundet synlige. Alene at få antallet af lande ned kan reducere kompleksiteten i en FN aftale. Let er det stadig ikke, men dog lettere.
FN systemet hviler på en politisk logik. Med FNs klimaorgan som et af de mest velfungerende FN organer kan man godt begrunde et politisk håb. Det er hermed gjort. Håb er bare ikke handling.
Forbrugerne har magt til at handle. Det illustrerede jeg selv for et par uger siden. EWIIs bestyrelse traf beslutning om, at vi skal udfase brugen af biomasse i de leverancer, vi modtager. Det handler primært om varme produceret på træ. Lidt mere komplekst handler det selvfølgelig også om biomassens andel af elproduktionen.
Vi valgte at tilsidesætte den officielle opgørelse af biomassens CO2 udledninger og i stedet fokusere på de reelle udledninger. Biomassen har været en gevinst i kampen mod kul og olie, men når der findes alternativer til biomassen som udleder endnu mindre eller ingen CO2, så skal vi vælge dem. Overskudsvarme, varmepumper, elkedler, m.m. er der allerede, så hvorfor ikke?
Vores beslutning kommer ikke til at redde verden. Ligesom ingen anden enkelt beslutning gør. Og det er ironien. De forbrugere, der udtrykker håbløsheden forbundet med, at netop deres handling skulle gøre en forskel er en pudsig kontrast til de politikere, der ikke handler, men håber. Med 8 milliarder mennesker på kloden skal der bare 8 milliarder forbrugeres håbløse beslutninger til at gøre en forskel. Det er jo i virkeligheden ikke ret meget.
Klimadebatten er præget af en forestilling om, at politikerne skal fikse det hele. Det burde de vel også. Omvendt må vi som forbrugere selv tage ansvar og handle. Det kom jeg til at ytre mig om på LinkedIn, hvor jeg fortalte, at jeg forsøger at skabe dialog om ansvaret gennem den mad, jeg serverer. En mand følte sig kaldet til at erklære, at det måtte jeg selv om, men han var ikke enig med mig. Han hævdede dog ikke at være ligeglad.
Da jeg udfordrede ham og spurgte til hans egne handlinger, svarede han stolt: “Jeg har ingen skam i livet”. Han behøvede ikke at gøre noget. Skamløsheden er en interessant stolthed at have. Især fordi skam er et større kulturfænomen i Japan end i Danmark. Hvorfor tænker han overhovedet skam i denne sammenhæng? Klimadebatten handler ikke om skam, men om skyld. Hvem forårsager klimaforureningen? Det gør han jo. Sammen med mig.
I sidste ende er det jo vores gode liv, det materielle liv, der er årsagen til det hele. Altså den måde vi har valgt at producere goderne på.
Det politiske svar er så blevet CSRD regnskaber. Det går vi og hygger os med nu. Vi bruger nogle år på at opbygge målemetoder, ansætter folk til at registrere, betaler revisorer og rådgivere i mængder for, at vi kan vise, hvor vi er henne og gerne vil hen. Det skal selvfølgelig nok flytte et eller andet. Men vi kunne flytte meget mere ved bare at tage ansvaret på os. Træffe valg. Vælge biomassen fra. Spise kylling i stedet for ko. Stille krav. Handle aktivt. Og så nyde nogle af de goder, som ikke er materielle. Lytte til Bach. Fortælle en god historie til vores venner. Det er en behagelig og klimagod handling. Hva’ faen havde du ellers tænkt dig?
Artiklen er en del af temaet Klumme.
