Hele Ukraine meldes ramt af massive angreb på elnettet
Det ukrainske elnet er torsdag udsat for omfattende angreb.
Det skriver den ukrainske energiminister, Herman Halusjtjenko, i et opslag på Facebook ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han kalder det et "massivt fjendtligt angreb".
- Endnu en gang er energisektoren under massivt fjendtligt angreb. Der er angreb på energifaciliteter over hele Ukraine, lyder det.
Ukraines nationale strømudbyder har "straks indført strømafbrydelser" for at spare på strømmen og begrænse skaderne, oplyser ministeren.
Meldingen kommer, efter at der i nattens løb også har lydt luftalarmer over hele Ukraine på grund af formodede russiske missilangreb.
- Der er alarm om luftangreb i hele Ukraine på grund af en missiltrussel, skriver det ukrainske luftvåben på kommunikationstjenesten Telegram.
Missilerne har haft kurs mod Kharkiv, Odesa og otte andre regioner, lyder det.
- Kharkiv, gå i dækning, skriver luftvåbnet.
Missilangrebet kommer, dagen efter at den kommende præsident Donald Trump har udpeget den tidligere general Keith Kellogg, der betragtes som en Trump-loyalist, som USA's særlige Ukraine-udsending.
Han har til opgave at prøve at sætte en stoppe for krigen.
Trumps valgsejr ved USA's præsidentvalg den 5. november har ført til spekulationer om, hvordan krigen i Ukraine vil udvikle sig.
Trump har tidligere kritiseret de mange milliarder dollar, som USA har sendt til Ukraine under krigen. Omvendt har Trump dog også lovet, at han hurtigt vil sørge for, at krigen slutter - uden dog at specificere hvordan.
Krigen i Ukraine har stået på i over 1000 dage - siden 24. februar 2022.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Udland.