Året der gik (1:2): Nedslag fra årets første seks måneder
2024 har været et turbulent år i energisektoren med finansiel uro, skandaler og markante beslutninger. Her samler vi de vigtigste historier, der har sat dagsordenen i energiverdenen i årets første seks måneder.
Januar: Seks af de syv fjernvarmeselskaber, der havde tabt over 100 mio. kr. tilsammen på deres spekulation i elpriserne gennem Dansk Kraftvarme Kapacitet, fik nej til at overføre gælden til forbrugerne ved at hæve varmepriserne. Det slog Forsyningstilsynet fast i seks enslydende konklusioner. Siden da har selskaberne været i dialog og forhandling med tilsynet om at få godkendt modeller til afvikling af gælden - nogen med mere held end andre.
Januar: Der har været megen blæst om havvindudbuddet i Nordsøen, der for få uger siden som bekendt endte med nul bud. Men udbuddet skulle faktisk have været offentliggjort inden årsskiftet fra 2023 til 2024. Det blev dog udskudt efter markedsdialogen, hvor Energistyrelsen oplevede "en stor interesse fra markedet, og på basis af input fra aktørerne lægger vi nu sidste hånd på materialet. Vi forventer fortsat at sende udbuddene ud i foråret 2024, skrev Energistyrelsen dengang i en kommentar til Energy Supply.
Februar: Inden for blot et par dage blev trafikken i det jyske påvirket af to trafikuheld med vindmøller, der skulle fragtes fra A til B. Først væltede en vindmølletransport på omkring 600 ton, der betød, at en tilkørsel til Esbjergmotorvejen var spærret i nogle timer. Og to dage senere blev trafikken i Thy voldsomt påvirket, da en særtransport med et næsten seks meter højt møllenav påkørte en bro over hovedvejen udenom Thisted. Episoden medførte flere sigtelser til både chaufføren af særtransporten, chaufføren i ledsagerbilen samt det ansvarlige transportfirma.
Februar: Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, meldte ud, at energikoncernen skulle "gennemføre betydelige ændringer i vores forretning, herunder ved at revidere vores forretningsmodel for at reducere risici." Det betød, at der på verdensplan skulle skæres 600-800 stillinger.
Marts: Skandalen i Odsherred Forsyning blev skudt i gang, da forsyningen i marts kunne annoncere en bortvisning og politianmeldelse af selskabets økonomidirektør. Desuden kom det frem, at økonomien i et stort anlagt fjernvarmeprojekt var eksploderet fra anslåede 950 mio. kr. til 1,6 mia. kr.
Energy Supply har samlet alle årets artikler om Odsherred Forsyning i temaet "Rod i Odsherred".
Marts: Forår er ensbetydende med regnskabssæson. Og her rundede CIP for første gang en milliard i omsætning og lavede samtidig rekord på bundlinjen. I den røde ende landede Green Hydrogen Systems et nyt trecifret underskud.
April: Da Vestforbrænding og Farum Fjernvarme fusionerede, kom det frem, at fjernvarmeselskabets direktør, Nighat Kamal, havde indgået en fratrædelsesaftale, der sikrede hende 12 mio. kr. En aftale, som næstformand i bestyrelsen, Hasan Yilmaz fortrød at have indgået. Senere kom det frem, at håndtrykket kunne have været mange millioner større.
April: Og lidt uden for energiverdenen - og så alligevel ikke. 12. april udsendte OK en pressemeddelelse, hvori der stod, at energiselskabet havde købt halvdelen af dagligvarekoncernen Coop. En af årsagerne til aftalen med det nødlidende dagligvareselskab var, at "aftalen sikrer ro om Coop Danmarks økonomi – og dermed også om de mange OK-stationer, ladestandere og vaskehaller, som i mange tilfælde ejes og drives på franchisebasis af Coop Danmark eller de selvstændige Brugsforeninger", udtalte Michael Løve, CEO i OK.
Maj: 2024 har budt på mange udskiftninger i toppen af Norlys. Og især i maj, hvor en orkestreret af den daværende CEO for den jyske energigant, Niels Duedahl, kostede ikke færre end fire direktører jobbet. En af dem, Anne Mette Aaby Aaes, kom dog tilbage i efteråret, da Gert Vinther Jørgensen som ny CEO skulle sætte sit hold.
Maj: I februar var det Ørsted, der skulle fyre. Nu kom turen til Siemens Gamesa, der ville reducere medarbejderskaren i Danmark med 550 mand svarende til mere end hver tiende ansat hos vindmølleproducenten. En konsekvens af ikke bare en afmatning på markedet for opstilling af vindmøller, men også som følge af højere renter og problemer med nogle af virksomhedens nyeste vindmøller.
Juni: TV 2-programmet "Den sorte svane" havde ryddet sendefladen og spaltepladserne de fleste steder i nogle uger, da Ewii-direktør Lars Bonderup Bjørn skrev denne klumme til Energy Supply. Han sammenlignede "Den sorte svane" med nogle eksempler fra energibranchen, hvor - påpeger Lars Bonderup Bjørn - "Christiansborg har lavet lovgivning, der fremmer kriminalitet."
Juni: I sommer kom det første varsel om, at havvindudbuddet i Nordsøen endte med en maveplasker. En redegørelse fra revisionshuset PwC viste, at det på to år var blevet 46 mia. kr. dyrere at realisere regeringens storstilede plan om seks havmølleparker samt Energiø Bornholm med en samlet kapacitet på 9 GW.
- Vi hejser det røde flag for at sige, at man skal altså ikke forvente store statslige indtægter på de her havvindudbud, udtalte direktør i DI Energi Troels Ranis til Finans i den forbindelse.