Biogasbranchen sender drone på vingerne
Med udviklingen af ny droneteknologi tager biogasbranchen nu et vigtigt skridt i indsatsen for en effektiv forebyggelse af metantab på biogasanlæg.
- Vi har fornylig gennemført et såkaldt proof-of-concept, der viser, at en nyudviklet drone er i stand til at finde metanlækager på biogasanlæg. Det kan gøre det både lettere, billigere og mere effektivt at finde og forebygge metantab fra biogasanlæg, forklarer Luis Hollins, der er CTO i Monithor, der er teknisk ansvarlig for dronen.
Den konkrete baggrund for projektet, der er støttet af EUDP, er, at Danmark i 2023 indførte lovkrav, der forpligter biogasanlæggene til at forebygge og dokumentere metantab.
Fakta om projektet
- EUDP-projektet Methane Emissions Detection Project ledes af Monithor, der står for udviklingen af dronen.
- De øvrige partnere er Nordic Green Engineering, Northtech, Ny Rybjerggaard Biogas og Biogas Danmark.
- Projektet har modtaget 3,7 mio. kr. i støtte fra EUDP.
- Det samlede budget for projektet er 6,53 mio. kr.
Kilde: Biogas Danmark
Skal under 1
Det samlede metantab fra biogasanlæg blev i 2020 målt til cirka 2 procent for de landbrugsbaserede biogasanlæg, og branchens mål er, at få metantabet ned under 1 procent.
Alle biogasanlæg har derfor udarbejdet egenkontrolprogrammer og får årligt foretaget en anlægsgennemgang med lækagesøgning, der udføres af en professionel virksomhed, som er godkendt af Energistyrelsen.
I dag er de såkaldte kvantificeringsmålinger, der er påkrævet af Energistyrelsen, forbundet med stort besvær og også usikkerhed, da der måles fra en mobil vogn, der kører frem og tilbage cirka 1 km fra anlægget. Det betyder, at vind- og temperaturforhold samt andre kilder i nærheden øger usikkerheden ved målingerne.
- Indtil videre er der primært brugt håndholdte målere eller kameraer til lækagesøgning, men det volder udfordringer på biogasanlæggene, siger Frank Rosager, adm. direktør i Biogas Danmark og tilføjer:
- Biogasanlæg har ofte ventiler, rørsammenføjninger og andet, der befinder sig op mod 30 meter over jorden. Derfor har dronen nogle indlysende fordele. Den kan let komme der, hvor det er svært at komme til for mennesker med håndholdt udstyr.
Vil effektivisere kvantificeringsmålinger
Med proof-of-concept og første fase af projektet gennemført skal parterne til at tage hul på næste fase.
Her skal der primært fokuseres på to ting. Dronen skal videreudvikles til at kunne måle mængden af metan, der slipper ud af lækagerne. Samtidig vil man anvende dronen på flere biogasanlæg med henblik på at udbygge og fintune de sensorer, der finder metanlækagerne.
- Målet med dronen er at nedbringe måleomkostningerne markant, så der kan måles oftere og samtidig opnås en bedre dokumentation i kvantificeringsmålingerne, forklarer Luis Hollins.
Det kommer dog til at kræve et betydeligt udviklingsarbejde, før projektet er kommet så langt. Det arbejde omfatter blandt andet udvikling af kunstig intelligens, der kan anvende data til at optimere processen med at beregne, hvor meget metan der udledes fra den enkelte lækage.
- Jo større mængder data, der bliver samlet ind, jo bedre beregninger får vi, og derfor er der i projektet stort fokus på dataindsamling i de kommende måneder, siger Luis Hollins.
Energistyrelsen har netop sat gang i næste fase af reguleringen vedrørende metantab, som omfatter såkaldte kvantificeringsmålinger. Det vil sige målinger, hvor det samlede metantab fra biogasanlæggene måles og beregnes. Disse målinger gennemføres i første halvdel af 2025.
Formålet med målingerne er, at de skal indgå i Danmarks indberetning af udledning af drivhusgasser til FN.