23948sdkhjf

Konkurstruet forsyningsselskab mere end fordobler priserne

Priserne hæves, unitlejen stiger og rabatterne fjernes 

Odsherred Varme hæver priserne som følge af "de økonomiske udfordringer", der opstod i forbindelse med et fjernvarmeprojekt, og som ultimativt har sendt selskabet i rekonstruktionsbehandling.  

Et årligt abonnement på fjernvarme vil fremover koste 2.250 kr. mod de hidtidige 975 kr. 

Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse, hvor det også oplyses, at rekonstruktørerne samtykker til beslutningen om at hæve priserne til lige under Energistyrelsens forbrugerprisloft. 

For 26.011 kroners varme 

Prisen på et årsabonnement er ikke det eneste, der stiger. 

Effektbidraget stiger fra 28 kr. til 70 kr. 

Det variable forbrug stiger fra 0,60 kr./kWh til 0,81 kr./kWh, og prisen for årlig leje af unit mere end tredobles fra 750 kr./år til 2.500 kr. om året. 

En standardbolig på 130 kvm og et årsforbrug på 18,1 MWh kan fremover se frem til en regning på 26.011 kr. inklusiv moms, fremgår det af pressemeddelelsen. 

De nye priser vil være gældende fra 1. juni 2025. 

Få overblikket over krisen i Odsherred Forsyning

  • Budgettet for en prestigefyldt fjernvarmeudrulning begynder at skride i efteråret 2023. Det oprindelige budget på 950 mio. kr. øges med 3-400 mio. kr. Projektet omfatter udrulning af fjernvarme til 2.500 nye kunder i Asnæs, Hørve, Vallekilde, Fårevejle St. og Fårevejle Kirkeby.
  • I januar 2024 bliver forsyningens økonomidirektør bortvist, og i marts politianmelder Odsherred Forsyning ham for sin rolle i den kuldsejlede økonomi.
  • Odsherred Forsyning standser i april alle fjernvarmeprojekter og forhandler exit-klausuler med de berørte entreprenører. På dette tidspunkt bliver anlægsomkostningerne opjusteret med yderligere 200 millioner og runder 1,6 mia. kr.
  • Siden har både bestyrelsesformand Mathias Hansen og administrerende direktør Fanny Villadsen samt en række bestyrelsesmedlemmer trukket sig fra deres poster.
  • I slut-april udpeges Lasse Westh-Overgaard som ny økonomidirektør, og Susan Münster indsættes som ny bestyrelsesformand.
  • I august er Pernille Ingildsen indsat som ny administrerende direktør.
  • I oktober måtte borgmester Karina Vincentz meddele, at hovedkreditoren Nordea havde sendt den offentlige forsyning i rekonstruktion
  • I november valgte rekonstruktør Christian Jul Madsen, der repræsenterer Nordea i sagen, at overtage ledelsen af Odsherred Forsyning og Odsherred Varme. 
  • De to rekonstruktører har til foråret til at udarbejde en rekonstruktionsplan, som de 51 kreditorer efterfølgende skal stemme om.

Kilde: Odsherred Forsyning / Energy Supply

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.058