23948sdkhjf

Penge blev stopklods i energifusion

De nordjyske energiselskaber Nord Energi, Nyfors og HEF kunne ikke nå til enighed om en fusion i denne omgang.
Lederne fra tre af de fire store nordjyske elselskaber satte sig tidligere på året sammen for at undersøge, om der var grundlag for en fusion mellem de tre selskaber. Men ret hurtigt trak Nord Energi sig fra forhandlingerne, fordi det økonomisk ikke kunne betale sig for selskabets kunder at indgå i en fusion med HEF og Nyfors. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Det overordnede problem var, at Nord Energi har en formue med i bagagen, mens HEF har gæld, og med en fusion vil Nord Energis kunder skulle betale en højere nettarif end nu. Det forklarer administrerende direktør i Nord Energi, Peder Kjeldgaard, til Nordjyske Medier.

Nyfors og HEF forsatte forhandlingerne
Nyfors og HEF forsatte imidlertid fusionsforhandlingerne, men nu står det klart, at heller ikke de to elselskaber fusionerer i denne omgang. Og endnu engang har økonomien været afgørende.

Ifølge Nordjyske Medier var de to selskaber ellers nået frem til en aftale, og ved afstemningerne i oktober gik aftalen glat igennem i HEF’s repræsentantskab, mens der ikke i Nyfors’ repræsentantskab kunne skaffes et tilstrækkeligt stort flertal.

- Vi var uenige om værdien af de to selskaber. Efter min mening undervurderede man i aftalen den kundetilvækst, der vil ske i Nyfors’ område, og overvurderede tilvæksten i HEF’s område. Den forudsætning blev indbygget i aftalen, og det er noget, der flytter rigtig mange penge, siger Karsten Frederiksen, et af de bestyrelsesmedlemmer i Nyfors, som gik imod fusionen, til Nordjyske Medier.

Fusionerer indenfor 10 år
Men selvom de tre elselskaber ikke i denne omgang fusionerer, så er fusionsplanerne ikke lagt helt på hylden i det nordjyske.
Administrerende direktør i Nord Energi, Peder Kjeldgaard, siger således til Nordjyske Medier, at han tror på, at de nordjyske elselskaber går sammen til ét fælles elselskab inden for de næste ti år. Forudsætningen er dog, at de økonomiske forskelle mellem elselskaberne udlignes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093