Støbejernsvirksomhed skal varme de fynske stuer
Fjernvarme Fyn A/S og Tasso A/S har indgået aftale om at udnytte spildvarmen fra støberiproduktionen til fjernvarme.
Det skriver TV2 Fyn.
- Projektet er godt for miljøet. I dag forsvinder overskudsvarmen fra køling af procesvand som damp ovenud af vores to køletårne. Når overskudsvarmen udnyttes i fjernvarmenettet, og køletårnene stoppes, sparer vi årligt 5.600 m3 vand. I forbindelse med projektet etableres et nyt pumperum. Herved sparer vi årligt 200.000 kWh el på energioptimeret pumpedrift. Anlægget forberedes, så vi senere kan tilkoble energiopsamling fra yderligere kilder i virksomheden, siger Bjarne Faurbye, der er teknisk chef ved Tasso, til TV2 Fyn.
Det nye anlæg, der skal udnytte spildvarmen, forventes i drift i løbet af foråret.