23948sdkhjf

Havmølleprojekt undersøger elforsyningsnettet

Naturstyrelsen er i gang med de indledende manøvre til realiseringen af Vesterhav Nord Havmøllepark.
Ifølge den energipolitiske aftale for 2012-2020, som blev indgået ved et bredt politisk flertal i Folketinget den 22. marts 2012, skal der inden 2020 etableres 450 MW nye kystnære havmøller. Der udbydes i alt 6 områder til kystnære havmøller, herunder Vesterhav Nord Havmøllepark.

Havmøllerne er planlagt til opsættelse i de områder, hvor der indkommer de mest fordelagtige bud fra tilbudsgiverne. Det er derfor ikke på forhånd givet, at Vesterhav Nord Havmøllepark realiseres. Men Naturstyrelsen er i gang med planlægningen af de indledende manøvre i forhold til projektet.

Udbygning af elforsyningsnettet
Vesterhav Nord Havmøllepark skal placeres inden for et ca. 60 km2 stort undersøgelsesområde, der er beliggende ca. 4 km fra kysten syd vest for Thyborøn og vil bestå af havmølleparken og søkabler, der forbinder møllerne og fører den producerede strøm til land. Mølletypen er ikke endelig afgjort, men kan være fra 3MW til 10MW pr. mølle med en højde på hhv. 123 meter og 220 meter.

Desuden består projektet også af udbygning af elforsyningsnettet på land med tilslutning til det eksisterende stationsanlæg. Ilandføring af søkabel vil kunne ske nord for Ferring og/eller nord for Vejlby, hvor det forventes at blive tilsluttet ved Station Idomlund. Undervejs til Idomlund kan der ske tilslutning til det eksisterende elnet ved Station Klinkby eller ved en ny koblingsstation øst for Station Ramme.

Sker der tilslutning af havmølleparken til Klinkby, kan der blive tale om kabellægning af det eksisterende 60 kV luftledningssystem fra Ramme til Klinkby pga. manglende overføringsevne i systemet.

Såfremt der sker yderligere udbygning af vindkraft i Vestjylland, skal der etableres et nyt kabel mellem Station Idomlund og Station Herning for at undgå, at der sker overbelastning i nettet. Som afledt effekt heraf vil det nuværende luftledningssystem mellem Struer og Herning blive nedtaget.

VVM-redegørelse igangsat
Myndighederne har truffet afgørelse om, at projektet er VVM-pligtigt. Myndigheder for gennemførelse af VVM-redegørelsen er Naturstyrelsen (landanlæg) i samarbejde med Energistyrelsen (anlæg på søterritoriet). Energistyrelsen har valgt Energinet.dk som bygherre.

Før myndighederne kan afgøre, om projektet kan gennemføres, skal der derfor udarbejdes et kommuneplantillæg og en vurdering af projektets virkninger på miljøet (VVM-redegørelse). Projektets fortsatte forløb afhænger nu af denne redegørelse.
Kommenter artiklen (20)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094