23948sdkhjf

TVIS vil erstatte naturgas med overskudsvarme

Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S, TVIS, og Trekantområdets Affaldsselskab I/S, TAS, undersøger med nyt projekt muligheden for at udnytte overskudsvarme fra affaldsselskabet til fjernvarme.
Affaldsselskabet TAS genererer betydelige mængder varme i støtteprocesserne til forbrændingen på virksomhedens forbrændingsanlæg. I dag går varmen til spilde, men i et nyt samarbejde med varmetransmissionsselskabet TVIS, vil man nu undersøge muligheden for at udnytte overskudsvarmen i det lokale fjernvarmenet i Kolding eller i andre dele af Trekantområdet. Det fremgår af en beskrivelse af projektet på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Viser det sig at være muligt at udnytte overskudsvarmen, vil det ifølge projektbeskrivelsen medføre betydelige miljøgevinster. Forventningen er, at overskudsvarmen fra TAS vil kunne dække 600-700 husstandes årlige forbrug af fjernvarme, som i dag produceres på enten naturgas eller olie. Dermed er der udsigt til en årlig CO2-besparelse på omkring 2000 ton.

Rummer økonomisk gevinst
Og også økonomisk kan samarbejdet blive en gevinst. TVIS skal således betale mindre for overskudsvarmen, end selskabet i dag betaler for den fjernvarme, det køber hos Skærbækværket. Samtidig vil afsætning af overskudsvarme ifølge projektbeskrivelsen øge TAS’ indtjening og stille virksomheden bedre i en eventuel liberalisering af affaldsområdet

Projektet, der løber fra december 2013 til maj 2014, er støttet under indsatsen ’Grøn Industrisymbiose’ under Erhvervsstyrelsen. Herfra modtager projektet 80.000 kroner, som blandt andet skal bruges til at afdække en række usikkerheder omkring projektet, før de to virksomheder kan udnytte overskudsvarmen. Håbet er, at virksomhederne allerede fra den førstkommende sommer kan begynde at realisere projektet.

- Udnyttelsen af lokal overskudsvarme fra TAS’ støtteprocesser til fjernvarme i Trekantområdet vil understøtte TVIS’ vision på flere fronter - både at kunne levere CO2-neutral varme og at koordinere varmeaftag på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde til gavn for varmeforbrugerne og på en økonomisk hensigtsmæssig måde for selskabet, lyder det fra Hans Bjørn, direktør i TVIS, i forbindelse med projektbeskrivelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094