23948sdkhjf

Thyborøn skal rustes til havmølleeventyr

Hvis staten placerer en havmøllepark ud for Thyborøn, vil både havnen og det øvrige erhvervsliv være klar til at deltage i anlægsarbejdet, udskibe materialer og servicere parken.
Region Midtjylland har således bevilget 827.000 kroner til forberedelserne.

Der ligger store erhvervsmæssige muligheder i at få en offshore vindmøllepark til området. Det mener de i Thyborøn, hvor kommunen, havnen og det lokale erhvervsliv nu kaster sig over et udviklingsprojekt, der skal ruste dem bedst muligt til at blive hjemsted for en såkaldt kystnær havmøllepark.

Ingen ved endnu, om møllerne virkelig kommer til at stå ud for Thyborøn, for der skal kun etableres havmølleparker på tre-fire af de seks udpegede lokaliteter. Men i Thyborøn vil de gerne være klar.

Dybt vand og god plads
Det er Lemvig Kommune, der har søgt Vækstforum og Regionsrådet om støtte, og kommunen fremhæver Thyborøn Havn som regionens eneste på Vestkysten, der kan stille med den nødvendige havnedybde og den tilstrækkelige oplagsplads til udskibning og opsætning af havmøllerne.

Projektet går i første omgang ud på at afklare, hvorvidt vejnettet ud mod Thyborøn overhovedet kan bruges til transport af store møllekomponenter. Dette har regionen betinget sig. Dernæst skal en projektmedarbejder i gang med at udvikle en virksomhedsklynge og skabe forbindelser til aktørerne i offshore vindbranchen.

Erfaringer fra Djursland
På Djursland har de senere års etablering af Anholt havmøllepark betydet øget omsætning og nye arbejdspladser til en lang række virksomheder omkring Grenaa. Her samarbejder omkring 30 virksomheder inden for industri, håndværk og service i netværket Djurs Wind Power. De har tilsammen fået ordrer for 450 mio. kroner, mens 330 medarbejdere har været sikret beskæftigelse i forbindelse med installationsfasen. Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Djurs Wind Power fik i etableringsfasen via Væksthus Midtjylland hjælp fra regionale udviklingsprogrammer.

Staten har planlagt 3-4 kystnære havmølleparker, som typisk placeres 5-10 km fra land.
Der er udpeget seks områder, nemlig Nordsø nord (ud for Sydthy), Nordsø syd (et langstrakt område fra nordenden af Ringkøbing til ud for Nissum Fjord), ved Sæby, i Sejrøbugten, i Smålandsfarvandet samt ved Bornholm.
Det forventes, at tre eller fire af de udpegede områder vil blive benyttet.
Den samlede effekt af de kystnære vindmølleparker skal være 500 MW.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047