23948sdkhjf

Efter fire år er Clevers forsøgsprojekt ved vejs ende

Data fra ’Test-en-elbil-projektet’ viser, at elbilen er klar og fungerer rigtig godt i en dansk kontekst. Udfordringen er dog fortsat elbilens høje indkøbspris og danskernes syn på elbiler i forhold til blandt andet rækkevidde.
I alt har 198 elbiler kørt med i forsøget, som startede i 2010. De har kørt de danske veje tyndt i 24 kommuner over hele landet med i alt 1.578 testfamilier bag rattet. Testfamilierne har haft elbilen i tre måneder. Test-en-elbil-projektet er Nordeuropas største af sin slags, og projektet har givet unik viden og erfaring om, hvordan elbilen fungerer i Danmark.

I dag afsluttes projektet med en konference, hvor projektets resultater bliver præsenteret.

Elbilen er klar til danskerne
Elbilerne i projektet, som var nogle af de første fabriksbyggede elbiler fra Mitsubishi, Peugeot, Citroen og Nissan, har vist sig særdeles driftsikre og i stand til at dække størstedelen af danskernes kørselsbehov. Det viser de mange brugererfaringer fra projektperioden, som bygger på tekniske data, samt de realistiske og ærlige erfaringer testfamilierne har rapporteret.

- Vi har gennem Test-en-elbil fået en uvurderlig viden om, hvordan elbiler fungerer i Danmark og kan på baggrund af de mange kørte kilometer og brugererfaringer konkludere, at elbilen er klar, og at elbil-teknologien fungerer, også med den nuværende rækkevidde. Elbilen er med andre ord markedsmoden teknologi såvel teknisk som praktisk, siger Lars Bording, adm. direktør i elbiloperatøren Clever, der stod bag og har drevet projektet, som er støttet af Trafikstyrelsen og Energistyrelsen.

Tankstationen flytter hjem i garagen
- Projektet har bekræftet, at den foretrukne opladning af elbiler er derhjemme eller på arbejdspladsen, og at opladning på farten – modsat når man kører benzinbil – kun spiller en sekundær rolle. Elbiler har ikke behov for at besøge tankstationen, som benzinbiler har, de har ’tankstationen’ derhjemme i egen garage, og hvis flere var opmærksomme på det, ville de måske finde elbilen mere attraktiv, siger Lars Bording.

Kun 8 procent af de 75.000 opladninger, der er foretaget i projektet, er således foretaget på Clevers 50 kW hurtiglade-stationer – altså på farten – og det endda selvom testpiloterne fik gratis strøm på hurtiglade-stationerne, men skulle betale for strømmen hjemme.

Indkøbspris og rækkevidde fortsat barrierer
Kørslen i elbil har i høj grad nedbrudt testpiloternes fordomme om elbilen, og 62 procent af testpiloterne siger, at deres deltagelse har fået dem til at overveje at købe en elbil. Selv om testpiloterne er tilfredse med elbilen, så oplever de dog behovet for initial investering isoleret set i elbilen som en barriere og den væsentligste årsag til, at de trods den positive oplevelse endnu ikke alle har købt en elbil.

Samtidig udgør elbilens rækkevidde en barriere for testpiloterne. Deres adfærd og kørselsmønster viser imidlertid, at rækkevidde i praksis reelt er et mindre problem. Blandt andet viser analyser af GPS-data fra elbilerne sammenholdt med DTUs Transportvaneundersøgelse, at kørsel i elbil vil kunne dække helt op til 97 procent af alle danskernes køreture, når man ser på enkeltstående ture, og for de specifikke testpiloter i Test-en-elbil har elbilen dækket 99 procent af deres daglige køreture. De elbiler, der kommer på markedet i dag, får længere og længere rækkevidde.

Data fra projektet viser også, at testpiloterne gennemsnitligt har kørt ca. 50 kilometer om dagen, og derfor har haft masser af strøm på batteriet, faktisk ca. 50 procent, når de kommer hjem og sætter bilen til opladning. Dermed kunne de altså reelt køre meget længere i elbilen, end de har gjort, hvorfor rækkeviddeangsten ser ud til mere at have karakter af en mental end en reel barriere.

Er danskerne klar?
Projektet viser, at elbilen teknisk består og funktionelt kan løse danskernes transportbehov, men også at der er behov for mere info om elbilen – blandt andet i forhold til, hvordan den lades op, og at dette foregår derhjemme, og man derfor ikke er afhængig af en tankstation på hvert gadehjørne.

- Danskerne har brug for at få af vide, at elbilen er her nu, og at den er pålidelig. Samt at dens rækkevidde er tilstrækkelig til at kunne dække deres kørselsbehov. Men også at opladningen primært sker derhjemme, og at der kun i begrænset omfang er behov for at supplere med opladning på den offentligt tilgængelige infrastruktur. Viden om dette og flere ladestandere på også arbejdspladser vil kunne tilskynde mange til at tage elbilen til sig, siger Lars Bording og fortsætter:

-Det vigtigste er dog, at man fra politisk hold arbejder på at gøre elbilen prismæssigt fuldt ud konkurrencedygtig – så det ikke kun er ved at se på totalomkostningerne, der er penge at spare, men også på indkøbsprisen. Det kan fx gøres ved at basere bilafgifterne på, hvor meget bilerne forurener, og hvor langt de kører på literen. Det vil både gøre noget godt for klimaet og mindske prisforskellen mellem især småbilerne og elbilerne.


Om Test-en-elbil
• I forsøgsprojektet har 24 danske kommuner deltaget, tre hospitaler i Region Hovedstaden og en række virksomheder.
• Projektet har modtaget over 25.000 ansøgninger til projektet
• 198 elbiler har kørt i projekt-regi og 1.578 testfamilier har bidraget til indsamlingen af viden om elbilens implementering i samfundet.
• Som testkører fik man stillet en elbil til rådighed i tre måneder, hvor bilen i det omfang, det kunne lade sig gøre, skulle indgå som husstandens primære bil. Testfamilierne blev alle udstyret med en ladeboks fra Clever. Det eneste de selv skulle betale, var strømmen til at oplade elbilen med derhjemme. Clevers landsdækkende netværk af ladestationer blev stillet gratis til rådighed i testperioden.
• Der er kørt over fire millioner kilometer i elbil og sparet 316 ton CO2
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094