23948sdkhjf

Skifergas er næppe nogen guldgrube

Flere fagfolk peger nu på, at en fuld udbygning af skifergassen i Danmark næppe vil kunne betale sig. Det vil nemlig koste adskillige millioner at indvinde gassen.
Det skriver Jyllands-Posten.

- Det kræver hundreder og måske endda tusinder af brønde for at udnytte kulbrinteressourcer i skiferformationer maksimalt. Derudover er det langt fra altid, der er økonomi i de enkelte brønde, siger Mark Mazzolini, chef for efterforskning af nye reserver hos amerikanske Devon Energy, til Jyllands-Posten. Ifølge Mazzolini anså Devon Energy netop økonomien i en fuld udbygning af skifergas i Danmark for at være meget usikker.

Devon Energy er blandt de største producenter af skifergas og olie i USA og Canada og var indtil 2010 i et partnerskab med franske Total operatør på de to danske licenser i Nordjylland og i Nordsjælland, indtil det amerikanske selskab solgte rettighederne til Total for at koncentrere sig om sine aktiviteter i Nordamerika.

Hos Ross Engineering deler direktør Lars Andersen, som er blandt de mest erfarne borefolk i Danmark, Mazzolinis skepsis. Heller ikke han tror på økonomien i dansk skifergas. Han mener ganske enkelt, at det er for dyrt at etablere brøndene i forhold til prisen på gassen. Han anslår således, at etableringen af en produktionsbrønd til skifergas koster minimum 75-100 mio. kr. inklusiv en hydraulisk frakturering. Men eksklusiv udgifter til behandlingsanlæg og transport af gassen, samt til eventuelle genfraktureringer af brøndene.

Total anerkender den tvivlsomme økonomi
Hos franske Total, der netop er ved at etablere sin første prøveboring i Nordjylland, anerkender Seniorkoordinator Henrik Nicolaisen, at det er tvivlsomt, om der vil være økonomi i projektet for Total. Men han fastholder samtidig, at det er for tidligt at sige noget om, før der ligger analyser af kerneprøver fra prøveboringen.

- Vi skal først finde og analysere gassen og produktionspotentialet, før vi kan vurdere, om projektet er økonomisk bæredygtigt. Det er nødvendigt for at lave en ordentlig rentabilitetsberegning, siger Henrik Nicolaisen til Jyllands-Posten.

Originalartikel: http://www.jyllands-posten.dk/protected/...
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109