23948sdkhjf

Henrik Sass og Birgit Hansen i dialog om skifergas

Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit Hansen har fået Henrik Sass Larsens løfte om statsligt ansvar, hvis der skal udvindes skifergas i Vendsyssel.
Politikerne i Frederikshavn Kommune har i månedsvis forsøgt at få regeringen og de øvrige politikere på Christiansborg til at tage et større ansvar i debatten om skifergas, og nu er det lykkedes borgmester Birgit S. Hansen (S) at ”få hul igennem til Christiansborg”.

- Mandag havde jeg en samtale med Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), og konklusionen blev, at de to instanser, kommunen og staten, nu går i dialog. I første omgang på embedsmandsniveau. Det glæder mig, at vi nu er kommet så langt, siger Birgit Hansen, der ikke lægger skjul på sin harme over regeringens passivitet indtil nu.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) har flere gange takket nej til invitationer fra Frederikshavn Kommune.

- Skal der udvindes skifergas i den danske undergrund, er det første gang nogensinde. Det er ikke noget vi i byrådet i Frederikshavn skal beslutte. Nu må vi have statens folk indover, og Henrik Sass Larsen var heldigvis helt med på, at det ér statens opgave, hvis det viser sig, at Total og Nordsøfonden ønsker at lave en egentlig udvinding og dermed hydraulisk frakturering. Nordsøfonden hører under erhvervs- og vækstministeriet, så Henrik Sass Larsen er en relevant minister at få i tale, siger Birgit Hansen.

Kæmpe forarbejde
Frederikshavn Kommune har stået for alt forarbejdet i forbindelse med den prøveboring, som det franske energiselskab Total og Nordsøfonden har fået byrådets tilladelse til, men med beslutningen fulgte et krav om en VVM-undersøgelse af prøveboringens indvirkning på miljøet.

- Det gjorde vi ud fra forsigtighedsprincippet, og kommunen har brugt over 1500 mandetimer på det. Dem kunne vi sagtens have brugt på kommunale kerneopgaver. Nu sætter vi hælene i og siger, at næste fase aldrig kan blive en kommunal opgave, siger Birgit Hansen.

Stort kemikalieudslip i USA
Mens prøveboringen på marken ved Ovnstrupvej lidt uden for Dybvad er sat i bero, da Natur- og Miljøklagenævnet har underkendt kommunens tilladelse til to vandboringer, er en teltlejr med demonstranter ved at blive rejst på marken ved siden af prøveboringsområdet.

En ulykke i norske Statoils skifergasudvinding i Ohio for nylig har kastet benzin på bålet og har givet modstanderne af skifergas ny ammunition i kampen mod den kontroversielle udvinding.
28. juni flød 100 ton skifergas-kemikalier ud i naturen ved branden i Statoils skifergasanlæg i Monroe County i Ohio. 70.000 fisk døde, Statoils skifergasanlæg udbrændte og 25 naboer til anlægget måtte evakueres.

Ikke bange for egen skygge
Den slags giver stof til eftertanke, siger Birgit Hansen, der står ved den tilladelse, Frederikshavn Byråd har givet.

- Jeg ved, at det vi har lavet, er fagligt og sagligt i orden, men fra nu af er det vigtigt, at de rette tager opgaven. Vi er ikke bange for vores egen skygge, men når det handler om en egentlig udvinding, vil vi helst lægge sagen død, hvis der er den mindste risiko, men det vigtigste er, at staten nu tager sit ansvar på sig, og det er jeg overbevist om, at vi har opnået, siger Birgit Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078