23948sdkhjf

OW Bunker skærer en femtedel af overskud

Fald i oliepriser fører til markant nedjustering i Nørresundby-firmaet
OW Bunker skærer i forventningerne til resultatet for 2014 på grund af overraskende lave oliepriser. Virksomheden venter nu et overskud, der er 20 pct. lavere end resultatet for 2013.

Det er en ganske markant nedjustering i forhold til tidligere.

Selskabet, der med hovedkvarter i Nørresundby lever af at forsyne skibe verden over med brændstof, venter fortsat at øge sin volumen i 2014 med 10 pct. Den tidligere forventning til resultatet var, at det som minimum steg lige så meget som volumen før særlige poster.

OW Bunker, der blev børsnoteret i foråret, forklarer i en meddelelse, at det opererer ud fra et ventet spænd for olieprisen, og at prisudviklinger inden for dette spænd kun påvirker resultatet i begrænset omfang. Særligt i september faldt priserne dog i sådan en grad, at det røg uden for spændet.

Usædvanligt fald
- Vi har set et usædvanligt fald i olieprisen over de seneste uger, og der er en betydelig usikkerhed omkring den kortsigtede udvikling. I overensstemmelse med vores politik har vi taget tiltag til at minimere risici mod yderligere fald i olieprisen, og omkostninger herved, har medført, at vi må ændre vores forventning til årets resultat, siger adm. direktør Jim Pedersen.

Den nuværende oliepris betyder et urealiseret tab før skat på omkring 22 mio. dollar på virksomhedens derivatkontrakter. Men en højere oliepris vil afhjælpe situationen:

- Hvis olieprisen igen stiger, vil vi vinde på vores derivatkontrakter, men det er usandsynligt, at denne gevinst vil være nok til at opveje vores kortsigtede omkostninger og gøre det muligt at nå de tidligere udmeldte forventninger til året, fortæller direktøren.

Olieprisen steg i anden halvdel af juni 2014 til det højeste i ni måneder på grund af geopolitisk uro. Siden da er olieprisen faldet omkring 20 pct. til det laveste niveau i over to år.

Noget rigtigt møg
Nedjusteringen fik tirsdag kursen på OW Bunker til at rasle ned på børsen med 14 procent på blot 20 minutter.

- Dagens nedjustering er mere, end investorerne bryder sig om. Kursfaldet kan ikke engang siges at være en overreaktion. En forventning om et resultat 20 procent under 2013 er ”noget rigtigt møg” for investorerne, siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.

OW Bunker fremlægger nu regnskab for tredje kvartal 23. oktober mod tidligere meddelt 22. november.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098