23948sdkhjf

Ny røggasteknologi i nyt biomassefyret værk i Lisbjerg

I Aarhus er første spadestik taget til et biomassefyret kraftvarmeværk ved siden af det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Lisbjerg. Værket kan bryste sig af en ny teknologi til effektiv udnyttelse af biomassen.
Byggeriet af det biomassefyrede kraftvarmeværk ved siden af det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Lisbjerg, har en samlet anlægsbevilling på cirka 1,3 milliarder kroner og anlægget skal efter planen levere såvel fjernvarme som strøm med udgangen af 2016.

Det nye biomassefyrede kraftvarmeværk er med til at fremtidssikre fjernvarmeforsyningen i Aarhus med en flerstrenget energiproduktion, som fremover fortrinsvis vil bestå af affald, træpiller, halm og flis. Værket udføres således at produktionen kan tilpasses den aktuelle efterspørgsel og de aktuelle el-markedspriser og producere udelukkende fjernvarme, når markedsprisen på el er lav, ved hel eller delvis bortkobling af dampturbinen, forklarer Niels Jakobsen, projekt- og markedschef i COWIs afdeling for termisk energi, som ser et stort potentiale i eksport af dansk ekspertise på området:

- Generelt er Danmark meget langt fremme med udvikling af biomasse til energiproduktion. Derfor kan danske projekter skabe grundlag for øget eksport af dansk know-how inden for energiproduktion, både hos rådgivere som COWI og hos producenter af udstyr, da denne viden er helt unik, fortæller Niels Jakobsen.

Ny teknologi til udnyttelse af røggassen
Anlægget i Lisbjerg anvender den nyeste teknologi for at sikre højest mulig udnyttelse af energien i røggassen.

Det sker ved anvendelse af røggaskondensering, hvor røggassens kondensationsvarme genvindes til brug i fjernvarmesystemet. Effektiviteten er yderligere øget ved brug af opfugtning af forbrændingsluften. Den tilsatte fugt genvindes som varme i røggaskondenseringen.

Anlægget forsynes med et meget effektivt røggasrensningsanlæg. Der er tale om et næsten spildevandsfrit anlæg, idet langt størstedelen af kondensatet fra røggaskondenseringen genanvendes. Kondensat oparbejdes til deionat, dvs. at kondensatet renses til spædevandskvalitet, hvorefter det kan bruges i anlæggets kedel og i fjernvarmenettet.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063