Sådan bliver PSO-omkostningerne i 2015
PSO-omkostningerne lempes i 2015 som aftalt i Vækstpakke 2014, skriver Energistyrelsen og Energinet.dk som svar på de seneste dages skriverier om PSO-omkostningerne.
Energinet.dk skønner således, at PSO-udgifterne bliver ca. 6,8 mia. kr. i 2015. Det fremgår af en meddelelse, Energinet.dk offentliggjorde 10. december. Der opkræves dog reelt kun 5,8 milliarder kroner som følge af initiativerne i Vækstpakke 2014. Det betyder, at PSO-opkrævningen fra 2015 vil afvige fra PSO-udgifterne.
I Vækstpakke 2014 skønnes det, at PSO-tariffen sænkes med ca. 3 øre/kWh i 2015 som følge af den generelle erhvervsrettede PSO-lempelse. Energinet.dk har beregnet, at PSO-tariffen i første kvartal 2015 bliver 21,1 øre/kWh, og at dette er 2,7 øre/kWh lavere, end tariffen ville have været uden lempelsen. Når nedsættelsen er lavere end 3 øre/kWh i første kvartal skyldes det, at elforbruget er større i vintermånederne end i sommermånederne. Det forventes omvendt, at nedsættelsen i sommerkvartalerne bliver større end 3 øre/kWh.
Udover den generelle lempelse i PSO-tariffen træder den målrettede PSO-tilskudsordning i kraft i løbet af 2015. Derudover afskaffes opkrævningen af PSO for gas. Den samlede PSO-lempelse som følge af Vækstpakke 2014 bliver dermed knap 1,3 mia. kr.
Originalartikel