23948sdkhjf

Energistyrelsen: Vi har overholdt udbudsreglerne

Energistyrelsen møder kritik for ikke at medtage selskabet Wind People i prækvalifikationen til udbuddet af 350 MW kystnære møller. Udbudsreglerne er overholdt, lyder det fra styrelsen.
Wind People ønsker at klage til Klagenævnet forudbud over Energistyrelsens håndtering af prækvalifikationen til udbuddet af 350 MW kystnære havmøller. Det skriver Energistyrelsen.

Wind People har ansøgt om at blive prækvalificeret, men er blevet udelukket med projektet Vind & Velfærd, da Energistyrelsen stiller krav om, at bydere skal have en årlig omsætning på minimum 4 mia. kr. Wind People mener, at det er konkurrenceforvridende og strider imod EUs udbudsdirektiv, da udbudskravene kun kan opfyldes af meget store selskaber.

Energistyrelsen er ikke enig i kritikken. Energistyrelsen mener på alle måder at have overholdt udbudsreglerne i udbuddet af kystnære havvindmøller. Det er helt efter reglerne, når staten stiller en række krav, herunder finansielle krav, i forbindelse med store statslige udbud. Disse krav skal sikre, at det er kvalificerede bydere, der får mulighed for at byde, så projekterne gennemføres til tiden og i rette kvalitet.

Rådgivning fra Kammeradvokaten
Til udbuddet af kystnære havvindmøller har Energistyrelsen designet kravene og de øvrige udbudsbetingelser efter rådgivning fra Kammeradvokaten og Deloitte samt ud fra Energistyrelsens erfaringer fra tidligere udbud. Der er i betingelserne desuden taget hensyn til ønsket om at få størst mulig konkurrence. Det har betydet, at kravene i udbuddet på nogle områder er mindre, end ved det seneste udbud af havvindmøller ved Horns Rev 3, for dermed at give nye aktører bedre mulighed for at opfylde minimumskravene og deltage i udbuddet.

- Energistyrelsen har i 2014 været i dialog med en lang række virksomheder, herunder Wind People under den tekniske dialog, som gik forud for fastlæggelse af prækvalifikations- og udbudskriterierne. Wind People har ønsket, at Energistyrelsen designede prækvalifikationskriterierne, så det matchede deres projekt. Andre virksomheder har også haft specifikke ønsker til udformningen. Ikke alle ønsker kunne imødekommes, skriver Energistyrelsen.

Fristen for at ansøge om at blive prækvalificeret var den 26. maj 2015. Energistyrelsen behandler i øjeblikket de indkomne ansøgninger og vil snarest muligt offentliggøre navnene på de prækvalificerede bydere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453