23948sdkhjf

Danmark med i Obamas ”Mission Innovation”

Penge fra Bill Gates og Mark Zuckerberg er på vej
USA med præsident Obama i spidsen har taget et ambitiøst, internationalt energiforskningsinitiativ, hvor 20 lande – herunder Danmark – forpligter sig til en markant forøgelse af midlerne til energiforskning.

I tillæg til landenes offentlige bidrag skyder private investorer som Microsofts Bill Gates og Facebooks Mark Zuckerberg store penge i en gigantisk energisatsning, som mandag blev præsenteret i Paris af Bill Gates og stats- og regeringschefer fra 20 lande. Helt konkret har USA inviteret en række lande, deriblandt altså Danmark, til at deltage i initiativet Mission Innovation, som lægger op til, at de deltagende lande markant forøger deres forskningsmidler til ”bæredygtig energi” over en femårig periode.

For Danmarks vedkommende betyder det, at regeringen vil styrke energiforskningen markant, således at der i 2020 øremærkes i alt 580 mio. kr. til initiativer inden for clean energy ved hovedsageligt at styrke EUDP-programmet som giver støtte til energiteknologisk udvikling og demonstrationsprogrammer, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

- Danmark har traditionelt haft en meget stærk position inden for forskning i ren energiteknologi. Det er grunden til, at vi er blevet inviteret til at deltage i Mission Innovation. Vi hører hjemme blandt verdens førende lande her. Det ved amerikanerne godt. Derfor er det et naturligt selskab for os, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en kommentar fra åbningen af klimatopmødet COP21 i Paris.

Ud over deltagerlandenes offentlige tiltag for at styrke energiforskningen er det et centralt element i Mission Innovation at mobilisere finansiering fra erhvervslivet og forstærke samspillet mellem offentlige og private midler.

Microsoft-milliardæren Bill Gates er med i projektet og giver selv 1 milliard dollars i årene frem mod 2020 til Mission Innovation.

Forventningen er, at Bill Gates kan tiltrække flere institutionelle og private investorer, så der fra privat side vil blive samlet et større milliardbeløb til initiativet.

- Et perfekt match

- Satsningen på energiforskning er afgørende for regeringens grønne realisme. Vi skal gøre vedvarende energikilder billigere gennem teknologiudvikling, så behovet for statslig driftsstøtte mindskes. Når man ser på de danske virksomheders styrkepositioner på området, tror jeg, de vil være i stand til at tiltrække en betydelig andel af de private midler. Der er et perfekt match. Mission Innovation vil være til gavn for udviklingen i vedvarende energi, til gavn for klimaet og ikke mindst til gavn for dansk vækst og beskæftigelse, siger Lars Chr. Lilleholt.

Kun virksomheder fra lande, som deltager i initiativet, vil få adgang til midlerne. Landenes forpligtelse til at styrke energiforskningen giver altså adgang til et større milliardbeløb fra private investorer, som lande, der står uden for initiativet, ikke får adgang til.

De 20 lande i Mission Innovation er: Australien, Brasilien, Canada, Chile, Danmark, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Norge, Saudi-Arabien, Sverige, Sydkorea, Tyskland, Storbritannien og USA.

Gruppen omfatter verdens fem mest befolkede lande - Kina, Indien, USA, Indonesien og Brasilien - og de 20 lande står tilsammen for 75 procent af verdens CO2-udledninger fra elproduktion og for 80 procent af investeringerne i forskning og udvikling af ren energi.

Ud over Bill Gates er også Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, Virgin-stifteren Richard Branson og George Soros fra Soros Fund Management blandt de private investorer.

Artiklen er en del af temaet COP21.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14