Disse ti får varmepumpe-tilskud
Energistyrelsen har givet tilsagn til i alt 10 eldrevne varmepumpeprojekter i forbindelse med ansøgningsrunden i 2015. Projekterne forventes at blive startet op i løbet af et par måneder og forventes alle at være afsluttet inden udgangen af 2016.
En af de ti udvalgte, der får støtte til deres varmepumpeprojekt, er Dronninglund Fjernvarme. De får 4,5 millioner kroner i tilskud til en stor varmepumpe. Deres samlede investering bliver på omkring 15-20 millioner kroner, oplyser bestyrelsesformand Carsten Møller Nielsen.
- Vi er meget, meget fortrøstningsfulde. Og så håber vi, at vi får dannet nogle gode erfaringer med den. Det er bare ærgerligt, der er et halvt års leveringstid, siger Carsten Møller Nielsen.
Varmepumpen skal i Dronninglund bruge grundvand som kilde. Og den kommer til at dække cirka 45 procent af Dronninglund Fjernvarmeværks varmegrundlag.
Med varmepumpen i brug vil Dronninglund få en grøn andel på hele 85 procent. Det er byens ambition om at nå 100 procent på sigt, men der er ingen konkrete planer for, hvordan de opnår de sidste 15 procent.
Alle projekterne vil blive påbegyndt i løbet af et par måneder, og forventes alle at være afsluttet inden udgangen af 2016. Der demonstreres dermed en bred variation af varmepumpeprojekter, og man vil kunne høste erfaringer fra projekterne inden for kort tid. Dette vil komme både fjernvarmesektoren og beslutningstagerne til gode, når der skal planlægges fremtidige varmepumpetiltag.
- Eldrevne varmepumper får en central plads i den decentrale fjernvarmesektor, og jeg er derfor meget tilfreds med den store interesse, der har været for demonstrationsprogrammet. Varmepumper er dog en relativ ny teknologi i fjernvarmesammenhæng i Danmark, og derfor er der brug for indsamling af erfaringer fra eksisterende projekter. De valgte projekter skal være med til at kickstarte processen, så en større udbygning med store varmepumper kan komme i gang efterfølgende, siger vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen.
Demonstrationspuljen på i alt 55,2 millioner kroner og rejseholdet blev oprettet med finansloven for 2015, men er blevet droppet igen med finansloven for 2016. Derfor er rejseholdet nedlagt i det nye år, mens de sidste 27,7 millioner kroner fra demonstrationspuljen ikke vil blive uddelt.
I alt er der blevet uddelt tilskud for 26,6 millioner kroner.
De ti udvalgte
- Broager Fjernvarmeselskab, 6.000.000 kroner - grundvand som varmekilde
- Rødkærsbro Fjernvarmeværk, 2.400.000 kroner - spildevand fra industri som varmekilde
- FFV Energi & Miljø, 6.000.000 kroner - havvand som varmekilde
- Dronninglund Fjernvarme, 4.500.000 kroner - grundvand som varmekilde
- Farstrup-Kølby Kraftvarmeværk, 1.200.000 kroner - grundvand som varmekilde
- Hvam-Gl. Hvam Kraftvarmeværk, 615.000 kroner - overskudsvarme som varmekilde
- Claus Sørensen A/S, 203.000 kroner - overskudsvarme som varmekilde
- Svendborg Kraftvarme, 3.625.000 kroner - røggas som varmekilde
- Sig Varmeværk, 1.233.000 kroner - luft som varmekilde
- Ulstrup Kraftvarmeværk, 825.000 kroner - luft som varmekilde
Kilde: Dansk Fjernvarme