23948sdkhjf

Millioner til grøn transport

Energistyrelsen støtter grøn transport med millioner. Nu skal der sendes 900 el- og plug-in hybridbiler på vejene og opsættes 50 offentlige ladestandere. 42 ladestandere er allerede på vej i Nordjylland.
Energistyrelsen har igennem tre puljer uddelt støtte på samlet ca. 30 mio. kr. for at fremme udbredelsen af grønne køretøjer og drivmidler. Det sker som et led i den langsigtede omstilling til uafhængighed af fossile brændstoffer for den danske transportsektor.

De tre puljer er "Infrastrukturpuljen til fremme af el- og gasdrevne køretøjer", "tilskud til elbusser", og "Forsøgsordningen for elbiler". Midlerne til puljerne er afsat i energiaftalen 2012 og klimapuljen.

Der er indkommet i alt 27 ansøgninger til de tre puljer med et samlet ansøgt beløb på ca. 47 mio. kr.

Puljerne vil samlet set sikre anvendelse af ca. 900 el- og plug-in hybridbiler og ca. 50 offentlige ladestandere, 6 elbusser, ca. 30 tunge køretøjer på biogas og tre offentlige gastankstationer.

42 ladestandere i Nordjylland
Et af projekterne, som Energistyrelsen har valgt at støtte, er et nyt nordjysk partnerskab for e-mobilitet, der skal gøre det mere attraktivt for nordjyder at skifte til el-bil. Det skal ske ved at opsætte 42 ladestandere spredt ud over hele Nordjylland.

- Jeg er glad for, at Energistyrelsen kan se potentialet i Nordjyllands satsning på el-biler. Den nationale opbakning til vores ambitioner på energi- og klimaområdet betyder, at vi fra start af kan få projektet op i en skala, som gør el-biler til et attraktivt alternativ til benzin- og dieselbiler, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Netop skala er et nøgleord for udbredelse af el-bilisme. Det nuværende nordjyske net af ladestandere er nemlig stadig så grovmasket, at mange nordjyder holder sig tilbage fra at skifte til el-bil.

Om partnerskabet
Foruden Region Nordjylland består det nye nordjyske partnerskab for e-mobilitet foreløbigt af Aalborg Kommune, Rebild Kommune, Hjørring Kommune og Aalborg Havn.

Partnerskabet investerer selv 2.325.000 kr. i de 42 ladestandere samt i 4 nye el-biler, som anskaffes af Aalborg Kommune og Aalborg Havn for at demonstrere, hvordan el-biler kan erstatte biler, som kører på fossilt brændstof.

Energistyrelsen har støttet projektet med 600.000 kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079