Eurowind Energy satser på håndterbare projekter
Den nordjyske vindudvikler vil øge porteføljen med 50-70 MW årligt. Fokus er på landvind og håndterbare projekter.
Parken vil, når den står færdig, bidrage med 8,2 MW til Eurowind Energys samlede vindportefølje. Udover parken i Døstrup rejses der i øjeblikket en vindpark i Tyskland på 18 MW.
- Vi driver lige nu omkring 700 MW og så satser vi på at vækste med 50-70 MW om året, fortæller adm. direktør Jens Rasmussen og tilføjer:
- Vores planer er at fortsætte med at udvikle vindmølleprojekter på land. Det er vores kernefokus med Tyskland som dynamoen.
Havvind vs. landvind
Når Eurowind Energy kun satser på landvind er det af én simpel årsag.
- Vi er ikke interesserede i at være med i projekter, som vi ikke selv kan håndtere. Vi vil gerne være med lige fra de første projektudviklingsskridt til møllerne snurrer og det kan vi ikke, hvis det drejer sig om milliarddyre havmølleprojekter, fortæller han og understreger, at det investeringsmæssigt - ikke MW-mæssigt - ville være for stor en mundfuld at gå på havet.
Selvom Eurowind Energy afholder sig fra de store havmølleprojekter, så er det en helt anden sag med landvind-projekterne, hvor der ikke rigtigt er noget loft for, hvornår et projekt er for stort.
- Vi laver landmølleparker i Polen på 60 MW og det er ikke noget problem. Det kan vi sagtens håndtere. Det er simpelthen et vurderingsspørgsmål, og vi har vurderet at vi bliver på land.
Vil gerne Danmark
Størstedelen af Eurowind Energys megawatt ligger i dag i Tyskland, og det bliver de ved med, selvom man gerne udvikler mere på dansk jord.
- Vi vil rigtig gerne udvikle projekter i Danmark, men det går en smule langsommere her end i Tyskland. Vi kan godt mærke at kommunerne er lidt tilbageholdende, mange af dem venter på sundhedsrapporten, fortæller Jens rasmussen og tilføjer:
- Men vi har gang i en række udviklingsprojekter herhjemme og vi forventer at skulle bygge igen i 2017.
Tilbage i Døstrup er man netop blevet færdig med at støbe fundamenterne til de fem møller, der leveres til februar, og som ventes at snurre lystigt inden 1. juni 2016.