23948sdkhjf

Leancon på investorjagt

Efter fem måneders test ved Nissum Bredning er bølgeenergianlægget Leancon nu klar til nye eventyr. Manden bag går på investorjagt.
1:10 udgaven af bølgeenergianlægget Leancon har i fem måneder ligget i vandet ud for kysten i Nissum Bredning. Her er der blevet testet energiproduktion og belastninger.

Forud for testen afslørede Kurt Due Rasmussen, udvikler og indehaver af Leancon, sine forventninger til de mange måneders test.

- Jeg forventer, at få verificeret de resultater på energiproduktionen som vi kom frem til i tanktesten, og at finde ud af at anlægget er styrkemæssigt overdimensioneret, lød det tilbage i juni fra Kurt Due Rasmussen.

Gode belastningsmålinger
Her i januar 2016 er de fem måneder til havs afsluttet, og anlægget er nu trukket på land i Agger Havn. Og så er spørgsmålet, om de forskellige tests levede op til forventningerne.

- Vi har fået gode belastningsmålinger og fået bekræftet at anlægget er styrkemæssigt overdimensioneret. På produktionssiden kunne jeg have ønsket mere tid at teste i, fortæller Kurt Due Rasmussen og uddyber:

- Indkøring af sensorer og hele set-up’et har taget længere tid end ventet. Når man laver den her slags målinger, så skal alting spille, og det tog altså lidt tid i starten, at få det til det.

Selvom Kurt Due Rasmussen savner lidt flere målinger på performance-siden, så er han ganske tilfreds med de målinger, han har fået ind, og har netop trukket anlægget på land.

Investor-jagt
Nu venter måneder med et helt andet fokus end udvikling og test.

- Jeg har sagt til mig selv, at jeg her det første halvår af 2016 vil have fuld fokus på investorer. Hidtil har jeg kørt det her som et enmandsprojekt, og det har været lidt voldsomt, så derfor bliver jeg nødt til at finde nogen at arbejde sammen med, fortæller Kurt Due Rasmussen, der således tager på investorjagt.

En jagt, der besværliggøres en smule af de nuværende afregningspriser på strøm fra bølgeenergianlæg.

- Afregningspriserne til strømmen i prækommercialiseringsfasen kunne være bedre. Det ville være nemmere at tiltrække investorer med en forretningsplan, men når der reelt set ikke er afregningspriser, så er det meget besværligt at lave en god forretningsplan, fortæller Kurt Due Rasmussen, der planlægger yderligere tests.

Test & Forankring
En investor er således ikke altafgørende for om Kurt Due Rasmussen fortsætter sit virke.

- Jeg skal teste videre. I hvilken udstrækning ved jeg ikke endnu, fortæller han.

Samtidig er han med i et projekt på Aalborg Universitet, hvor en gruppe forskere og udviklere skal teste og udvikle forankring af bølgeenergianlæg i Danmark. Ikke fordi forankring som sådan er det mest interessante udviklingsområde ved et bølgenergianlæg, men fordi det, som alt andet, bare skal spille.

- Vi ville alle sammen ønske at det bare var en hyldevare, som vi kunne tage ned og bruge, men det er det ikke. Jeg har udviklet mit eget system og det har virket ok. Der var noget tovværk, som forlængede sig mere end forventet, men det har virket udmærket og holdt anlægget på plads under de tre store storme i efteråret, slutter Kurt Due Rasmussen.

Med i projektet hos AAU er også Wave Dragon, KN Swing og Floating Power Plant.

Artiklen er en del af temaet Bølgeenergi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078