23948sdkhjf

Crestwing drømmer om mere end fuldskala

Halvskalamodellen er under opbygning, beregninger og tal for fuldskalamodellen foreligger, men udviklerne bag har flere planer end blot elproduktion.
Bølgeenergianlægget Crestwing i halvskala er en ordentlig basse med sine 70 tons, 7,5 gange 30 meter og et overfladeareal på 225 kvadratmeter. Når anlægget ikke længere er halvskala, men fuldskala skal der været et realistisk supplement til vindenergi og bidrage til el-nettet.

- Min ide er at det sagtens kunne være en hybrid. Der er en stor overflade, som ikke bruges til noget og her kunne installeres solceller og så har jeg planer om energilagring, fortæller Henning Pilgaard, udvikler af Crestwing.

Samtidig har han leget lidt med tanken om at Crestwing kunne være en del af et kystsikringsprojekt.

- Anlæg som mit kan muligvis også bruges som kystsikring, hvis det ligger på en kystnær placering. Men den producerer meget mere længere ude på havet og er ikke speciel beregnet til en kystnær placering, men det var da en mulighed, siger Henning Pilgaard.

Han er ikke ene om at have ideer til, hvad anlægget kan bruges til, når først det ligger trygt på bølgen blå. Hos samarbejdspartneren Danyard Engineering arbejder man i øjeblikket på et projekt, der kan omdanne havvand til drikkevand.

- Vi er med på et projekt i Frankrig, hvor der udvikles filtre til at fjerne salten og lugten og smagen af hav fra havvandet, men hvor man samtidig kan bibeholde de mineraler der er i vandet. Crestwing ville være perfekt til sådan et anlæg, fortæller Steen Sørensen fra Danyard Engineering i Frederikshavn.

Endnu er det anlæg i sin vorden - og hver ting til sin tid: Lige i øjeblikket er det færdiggørelsen af halvskalamodellen, der fylder mest hos Henning Pilgaard og Steen Sørensen, mens fuldskalamodellen ligger klar - i hvert tilfælde på papiret.

- Vi har alle tal og beregninger til fuldskala liggende. Vi har faktisk skaleret ned for at lave halvskalamodellen, forklarer Henning Pilgaard, der rider videre på den grønne bølge:

- Når et anlæg kommer op i så stor en skala som vores, så gælder det om at holde omkostningerne til materialer nede. Og det forsøger vi også, men materialerne skal alligevel være så meget værd at det kan betale sig at hive det ind på land og genanvende, når og hvis anlægget ikke længere kan bruges til bølgeenergi, slutter han.

Fuldskala-udgaven af Crestwing bliver 15-20 meter bred og 60 meter lang og får en kampvægt på omkring de 300-350 tons.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109