23948sdkhjf

Danske arkitekter designer verdens største ’waste-to-energy’-anlæg

Schmidt Hammer Lassen og Gottlieb Paludan vinder konkurrence om kæmpemæssigt kinesisk forbrændingsanlæg, som får 44.000 kvadratmeter solceller på taget.
Et team bestående af Schmidt Hammer Lassen Architects og Gottlieb Paludan Architects har vundet en international arkitektkonkurrence om at designe af verdens største affaldsforbrændingsanlæg i Shenzhen, Kina.

”Shenzhen East Waste-to-Energy Plant” er beliggende i den bjergrige udkant af Shenzhen og vil forbrænde 5.000 tons affald om dagen – svarende til en tredjedel af det affald, der genereres af Shenzhens 20 millioner indbyggere hvert år.

Anlægget vil anvende den mest avancerede teknologi til affaldsforbrænding og elproduktion og på samme tid fungere som en kilde til uddannelse for borgerne i Shenzhen.

1,5 kilometer gangbro på taget
Det vindende forslag organiserer hele anlægget, herunder hjælpebygninger, i en cirkulær bygning som bryder med den traditionelle rektangulære udformning af kraftværksbyggeri. Ved at foreslå en ren cirkulær form reduceres anlæggets fodaftryk, og omfanget af udgravning, der skal til for at bygge på området, bliver mindre.

De besøgende inviteres ind i anlægget gennem en anlagt park via en indgangsbro, der stiger op mellem skorstene til en indgangslobby og besøgscenter med udsigt over anlæggets indre. En indre cirkulær gangsti omkredser anlægget og fremviser de forskellige processer, før den fører op til en 1,5 kilometer lang offentlig gangbro på taget, hvor der er udsigt over det omgivende landskab og mod byen.

Det 66.000 kvadratmeter store tag er designet til at kunne dækkes med op til 44.000 kvadratmeter solcellepaneler, så anlægget ikke kun håndterer byens affald på en renere måde men også bidrager med vedvarende energi til byen.

Anlægget er beregnet til at demonstrere produktionen fra affald til energi som en vigtig teknisk proces, der både kan håndtere de voksende affaldsmængder og udfordringen med at finde nye mere miljøvenlige måder at producere energi på. Samtidig bliver de besøgende informeret om udfordringen i den voksende affaldsmængde, som vi producerer hver dag, og de vil lære om initiativer til, hvordan de kan reducere deres egen daglige mængde affald.

Projekteringsarbejdet påbegyndes primo 2016, og anlægget, der får et omfang på knap 113.000 kvadratmeter, er planlagt til at være operationelt i 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095