23948sdkhjf

18,6 millioner til fremtidens gas-forsyning

FutureGas skal sikre integrationen af gas i Danmarks energiforsyning. Nu har projektet modtaget 18,6 mio. kr. fra Innovationsfonden.
Forskningsprojektet FutureGas vil sikre bedre integration af gas i Danmarks energiforsyning til gavn for klimaet.

Innovationsfonden har givet en økonomisk hjælpende hånd til projektet, som har DTU Management Engineering i centrum og 17 partnere fra både industri, universiteter og offentlige institutioner.

Gas er et effektivt og fleksibelt brændstof, der kan bruges som energikilde inden for flere områder og i større grad, end det er tilfældet i dag. Gas har et stort potentiale i forhold til at nedbringe dansk drivhusgasudledning også på længere sigt.

Det kræver dog, at gas integreres bedre i energisystemet, og at det bliver attraktivt at bruge. Derfor kommer projektet FutureGas over de næste fire år til at analysere, hvordan vi bedst kan producere gas baseret på vedvarende energi, hvordan vi effektivt kan integrere gas i det samlede energisystem, samt hvorledes vi mest økonomisk kan distribuere og bruge gas til at opnå drivhusgasreduktioner her og nu. På den lidt længere bane kan gas lette overgangen fra fossile brændstoffer til CO2-neutrale.

- Gas har langt hen ad vejen kørt sit eget løb. Vi har fire vigtige energibærere i vores energisystem: El, fjernvarme, transportbrændsler og gas. El har vi gjort meget ud af, og der er kommet en vis sammenhæng mellem el og fjernvarme. Men sammenhængen med gas og transportsektoren har altid været svag. Så at få de fire områder integreret vil give nogle gode synergieffekter i form af mere fleksibilitet i systemet, bedre udnyttelse af ressourcerne på økonomisk vis, og det vil frem for alt hjælpe os til at nå de langsigtede mål for uafhængighed af fossile brændstoffer i fremtiden, siger Poul Erik Morthorst, professor og afdelingsleder på DTU Management Engineering.

Forskerne bag projektet angriber problemstillingen fra systemtekniske, økonomiske og miljøfaglige vinkler for på den måde at give direkte anvendelige anbefalinger og helhedsorienterede svar på:

1. Hvor gas kan anvendes med de største miljømæssige gevinster?
2. Hvordan vi sikrer en effektiv og billig forsyning af gas, herunder grønne gasser?
3. Hvilke virkemidler der kan bidrage til at integrere gassen bedst muligt?

En central del af projektet bliver videreudvikling af danske energisystemmodeller til at omfatte det samlede gassystem, inklusive integration af grønne gasteknologier, lagring og klog brug af gas samt nationale og internationale transmissionsforbindelser.

Men forskerne bag projektet vil også forske i udviklingen af det internationale gasmarked, samt i økonomisk regulering af gas i EU. På denne måde sikres, at udviklingen i det danske gassystem tilgodeser de rammer, som det internationale gasmarked styres af.

Samfundspotentiale
Det er et politisk mål, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Omstillingen vil under alle omstændigheder koste penge, og partnerne bag projektet FutureGas forventer, at jo bedre gassen bliver integreret i energisystemet, desto billigere bliver omstillingen.

Innovationsfondens investering: 18,6 millioner kr.
Samlet projektbudget: 33,4 millioner kr.
Varighed af projektet: 4 år
Projektets officielle titel: FutureGas
Deltagere: DTU Management Engineering, Aarhus Universitet, Chalmer Universitet, Exeter University, Florence School of Regulation, Energistyrelsen, Delft University of Technology, Dansk Gasteknisk Center A/S, HMN Naturgas, Dansk Energi, Dong Energy, NGF Nature Energy, RAM-Løse EDB, EA Energy Analyses, Partnerskabet for Brint og Brændselsceller, PlanEnergi og Energinet.dk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103