23948sdkhjf

Verden efterspørger kombi-løsninger for vand og energi

Dobbelt gevinst vækker international opsigt: Billund Vand øger produktionen af biogas med 60 procent og reducerer slammængden med 50 procent.
Allerede inden Billund Vand i slutningen af august indviede et nyt biogasanlæg på Grindsted Renseanlæg, væltede det ind med gæster fra ind- og udland. Rygterne om, at det kommunalt ejede vandselskab var i gang med at øge produktionen af biogas med 60 procent samtidig med, at mængden af slam blev reduceret med 50 procent, var løbet i forvejen.

- Vi har haft over 350 besøgende alene fra udlandet, fortæller administrerende direktør Ole Johnsen fra Billund Vand til bladet # Smart Energi.

Med støtte fra Miljøstyrelsen og Vandsektorens Teknologiudviklingsfond har Billund Vand gennemført et fyrtårnsprojekt, der blandt andet har omfattet en opgradering af et eksisterende biogasanlæg med ny teknik - termisk hydrolyse - fra miljøvirksomheden Krüger A/S. Samlet budget: 72 mio. kr.

- I 20 år har vi produceret biogas ud fra spildevandsslam og kildesorteret husholdningsanlæg. Med den nye teknik kan vi udrådne slam og affald to gange. Det er en god forretning og dermed til gavn for vores kunder, siger Ole Johnsen, der melder om 9,5 års tilbagebetalingstid på det nye anlæg.

Biogassen bliver brugt til produktion af elektricitet i to gasmotorer, og den øgede produktion har skabt nogle luksusproblemer for Billund Vand.

Motorerne producerer meget mere varme, men den må Billund Vand ikke afsætte til Grindsted El- og Varmeværk og deres fjernvarmekunder. På grund af lovgivningen bliver Billund Vand nødt til at bruge penge på at køle varmen direkte ud i luften, hvilket Ole Johnsen finder absurd.

- Loven er vel ikke forkert i sit udgangspunkt, men teknologiudviklingen går stærkt, og nu er der brug for et "brush up". Løsningen er, at vi enten får lov til at opgradere vores biogas, så den kan bruges på naturgasnettet, eller at det bliver tilladt at afsætte spildvarmen til det lokale fjernvarmeselskab. Vi har bevist, at vi er effektive, så politikerne har en positiv udfordring, mener Ole Johnsen.

Krüger har allerede med sin såkaldte ExelysTM-teknologi solgt to anlæg til Sydkorea og melder om betydelig interesse fra mange andre lande. Bioraffinaderiet i Grindsted kan altså være med til at skabe et eksporteventyr inden for vand- og energiteknologi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111