23948sdkhjf

El, varme og transport smeltes sammen til ét energisystem

17 centrale energiaktører vil redesigne energisystemet. Innovationsfonden støtter med 17 millioner kr.

Danmark står over for store investeringer i energisystemet. Udfordringen er at skifte til 100 pct. vedvarende energi på en måde, så samfundet har råd til det.

- Hele energisystemet skal i fremtiden tænkes sammen og ses som et hele, integreret på tværs af el-, varme- og transportsektorerne.

Det er meldingen fra forskerne i et helt nyt projekt, RE-Invest, der støttes af Innovationsfonden.

Investering

Innovationsfonden: 17 mio.
Samlet budget: 27 mio.
Varighed: 4 år
Officiel titel: RE-Invest – Renewable Energy Investment Strategies – A two-dimensional interconnectivity approach

Effektiv overgang
I projektet vil partnerne fra vidt forskellige dele af energisystemet sammen med Aalborg Universitet og Aarhus Universitet  finde svar, der rækker langt udover den enkelte sektor eller teknologi. Svar der kan gøre overgangen fra fossile brændsler til 100 procent vedvarende energi så effektiv og billig som muligt.

Uden en klar investeringsstrategi kan resultatet nemlig blive en stor ekstraregning for samfundet.

- Visionen er at anbefale robuste, omkostningseffektive investeringer, der skaber job og vækst for Danmarks energiindustri og ikke pålægger befolkningen og samfundet unødigt høje udgifter, forklarer Brian Vad Mathiesen, der som professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet leder RE-Invest-projektet.

Komplet redesign
- De fleste forskere og beslutningstagere har indtil nu set på hver energisektor individuelt, men det, vi gør her, er at se på omstillingen som et komplet redesign af hele energisystemet. På den måde kan vi se, hvordan vi kan udnytte synergierne i det samlede energisystem, siger Brian Vad Mathiesen.

Eksempelvis  kan den producerede strøm fra vindmøller kombineres med elektrolyse eller storskala-varmepumper, som kan komme fjernvarmenettet til gode og erstatte fossile brændsler i transportsektoren med varme- og gaslagring.

Det integrerede energisystem er en unik dansk tilgang, som har tiltrukket de store internationale universitetspartnere i projektet.

Fremtidens energisystem
I tæt samarbejde med partnerne inden for energibranchen vil forskerne kortlægge, hvilken rolle de forskellige nøgleteknologier kommer til at spille. Ud fra det vil de kunne give råd om investeringsstrategier og viden til virksomhedernes forsknings- og udviklingsafdelinger, så de kan udvikle teknologier, der passer ind i fremtidens energisystem.

- Vores rolle i projektet vil blandt andet være at undersøge, hvordan hyppige data fra intelligente målere kan bruges proaktivt til at understøtte beslutninger i det integrerede energisystem, så energiproduktionen kan planlægges bedre i forhold til det aktuelle behov og forholdene for integration af vedvarende energi bliver mere optimale, siger Steen Schelle Jensen, Head of Product Management hos målerproducenten Kamstrup, der er en af partnerne i projektet.

Partnerne i projektet er: Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Østfoldforskning, Stanford Universitet, Frankfurt Institute for Advanced Studies, Danfoss, Dansk Fjernvarme, Dong Energy, EMD International, Energinet.dk, Energistyrelsen, Haldor Topsøe, HMN Naturgas, Kamstrup, MP Pension, Statkraft og Aalborg CSP.

Innovationsfonden støtter projektet med 17 millioner kroner. 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.238