23948sdkhjf

Motorvej og marker med fjernvarme…

8,6 kilometer ny fjernvarmeledning skal fra oktober føre miljøvenlig fjernvarme frem fra Kommunekemi i Nyborg til 760 husstande i landsbyen Ullerslev nordvest for Nyborg. Ledningen etableres i en stort set direkte linje under marker, levende hegn og den fynske motorvej.
Over stok og sten. Eller rettere…under motorvej og jernbane, under mose og vidtstrakte marker. I alt 8,6 kilometer nyanlagt fjernvarmeledning skal fra 15. oktober transportere overskudsvarme fra produktionen på Kommunekemi i Nyborg Øst frem til 760 husstande i Ullerslev nordvest for Nyborg. Klangbunden under det store fjernvarmeprojekt til i alt ca. 20 mio. kr. er, at Kommunekemi producerer stadig større mængder spildvarme, fortæller Driftsleder Karsten Godiksen.

- Både økonomisk og miljømæssigt er det sund fornuft at udnytte den CO2-fri spildvarme til fjernvarme i lidt større afstand fra Nyborg by. Vi fører det varme vand fra Kommunekemi frem til et ældre, gasfyret kedel- og pumpeanlæg i udkanten af byen og herfra videre ud til Ullerslev. Betingelsen for at det er rentabelt er, at der i dag produceres fjernvarmerør med så effektiv isolering, at varmetabet på den lange strækning er minimalt.

Isoplus A/S med hovedkvarter i Middelfart leverer de 8,6 kilometer dobbeltrør med indbygget alarmsystem, 524 længder rør, der hver vejer 1,3 ton og er 16 meter lange. Leverancerne sker fortløbende med lastbiler direkte fra fabrikken i Tyskland, så der hele tiden er rør klar til sammensvejsning og nedlægning i den gravede kanal. Jordarbejdet udføres af Kamco A/S, svejsearbejdet udføres af Bech Entreprise/LH Rørbyg A/S, og montører fra Isoplus monterer isolerende muffer, hvor rørene er svejset sammen.

Nyborg Forsyning & Service har i samarbejde med Rambøll projekteret fjernvarmeledningen, men både i planlægningen og nu i den praktiske fase er teknisk afdeling hos Isoplus tæt involveret, fordi der hele tiden dukker nye fjernvarmetekniske udfordringer op. Distriktschef hos Isoplus, Martin Pfeffer, siger:

- Hvor ledningen løber under landbrugsjord, skal den ned i 1,20 meters dybde, så der ikke sker skader, når landmanden gruber sin jord, og hvor ledningen passerer under motorvejen og jernbanen, er vi nødt til at skifte fra dobbeltrør til to enkeltrør. Over alt i det åbne land lægges en midlertidig vej af stålplader, så lastbiler og gravemaskiner ikke risikerer at køre fast, og forskellige steder under vejs skal der støbes fundament i beton eller etableres andre former for sikring, så rørene ligger trygt og godt i hele ledningens levetid.

Projektet blev startet op i begyndelsen af maj og skal være færdigt allersenest 15. oktober. Vejret har væsentlig indflydelse på, om tidsplanen holder. Det er også af stor betydning, at det logistiske set up med leverancer af rør snart sagt alle mulige og umulige steder fungerer fejlfrit, så mandskab og maskiner hele tiden har noget at arbejde med. Foreløbig kører alt efter planen eller endog lidt forud, fordi både vejr og logistik har opført sig pænt. Alt i alt kan beboerne i Ullerslev trygt begynde at glæde sig til den dag, da de kan skrue op for den miljørigtige overskudsvarme fra Kommunekemi.

Kilde: Isoplus Fjernvarmeteknik A/S

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125