Danskerne er ikke atom-forskrækkede
En ny undersøgelse viser, at et flertal blandt danskerne vil bakke op om planerne, hvis verdens ledere i de kommende dage skulle beslutte at anvende kernekraft til at nedbringe CO2-udslippet.
54% er helt eller overvejende positive overfor at bruge kernekraft, hvilket står i skærende kontrast til tidligere undersøgelser. I 2007 ville kun hver fjerde dansker acceptere import af strøm produceret af udenlandske kernekraftværker.
- Nu er bekymringen for klimaet blevet så markant, at den overhaler modstanden mod atomkraftværker, siger Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker i miljøsociologi til avisen.
Flere politikere og eksperter mener, at debatten om anvendelsen af kernekraft skal åbnes igen.
- I vore nabolande producerer de strøm til halvdelen af det, de kulfyrede værker kan præstere i Danmark. Danmark bør alliere sig med Sverige og Tyskland for at opføre et værk. Politikerne har nægtet at tale om det, men nu hvor stemningen i befolkningen synes at vende, bør politikerne følge trop, siger formand for Reel Energi Oplysning, Bertel Lohmann Andersen.
Kilde: Berlingske Business