Store forandringer i fremtidens energisystem
FN's klimakonference i København er begyndt, og Energinet.dk offentliggør samtidig sin Systemplan 2009, som viser en række af de løsninger, der er nødvendige for at realisere de klima- og energipolitiske målsætninger.
- Vi skal udvikle energisystemer, hvor kul, olie og gas ikke længere er de bærende elementer. Elsystemet bliver omdrejningspunkt for den store forandring, fordi vindkraften i dag er Danmarks vigtigste vedvarende energikilde til produktion af el. Sammen med biomasse vil vindkraften bære størstedelen af udbygningen med vedvarende energi. Det er en udbygning, der er en forudsætning for, at Danmark kan opfylde målsætningen om en andel på 30 procent vedvarende energi i 2020, siger Peder Ø. Andreasen.
- Det er helt afgørende, at vi i Danmark markant øger andelen af vindkraft i elsystemet, at vi anvender vindkraften intelligent i varme- og transportsektoren, og at vi markant øger udnyttelsen af biogas.
Mere konkret kræver omstillingen af energisystemet fokus på løsninger med udgangspunkt i:
- Et robust elnet, herunder stærke forbindelser til udlandet, så de store mængder vindkraft kan transporteres hen, hvor forbruget er, og hvor vindkraften har størst værdi.
- Et optimalt samspil mellem energisystemerne, så de markant stigende mængder vindkraft bruges til at fortrænge kul, olie og gas til transport og varme, bl.a. ved hjælp af elbiler, varmepumper og elpatroner.
- Et intelligent elnet (Smart Grid), dvs. intelligent styring og kommunikation på både produktions- og forbrugssiden, for at sikre, at vindkraften udnyttes effektivt.
- Danmark har en unik mulighed for at være med i udviklingen af nye energiteknologier og samtidig være med til at facilitere et globalt marked for disse teknologier. Vi skal med andre ord skabe danske løsninger på globale problemer, siger Peder Ø. Andreasen.
Løsningerne til at nå de klima- og energipolitiske målsætninger, herunder indpasning af vindkraft i elsystemet og biogas i naturgassystemet, er beskrevet i Energinet.dk's Systemplan 2009.
Kilde: Energinet.dk