LED-downlights gavner energiforbrug og undervisningsmiljø
Markante energibesparelser og bedre komfort for de studerende er resultatet af et pilotprojekt i et af Panum Instituttets auditorier.
- De eksisterende spots var udstyret med 60W glødepærer, mens de nye Base LED armaturer kun bruger 12W. I modsætning til traditionelle energisparepærer kan Base LED desuden dæmpes ned til 25 procent, hvilket var et andet væsentligt parameter for os, fortæller energicontroller Henrik Jensen fra Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Lang levetid sparer vedligehold
Ud over den direkte besparelse i kraft af et markant lavere energiforbrug er LED-belysningen også kendetegnet ved længere brændtid og mindre vedligehold, som reducerer Panum Instituttets driftsomkostninger.
- Levetiden på LED er omkring 50.000 timer, mens glødepæren maksimalt kunne klare cirka 2.000 timer. Udskiftning og vedligehold af belysning i et auditorium med svære adgangsforhold er en tidskrævende affære, og derfor viser vores beregninger, at vi med den nye løsning kan spare 13.500 kroner om året til materialer og arbejdsløn, fortsætter Henrik Jensen.
Sammen med udskiftningen af Dam-auditoriets spots blev der installeret lysstyring med akustiske sensorer, så lyset automatisk tænder og slukker afhængig af, om der er personer i lokalet eller ej. På den baggrund forventer Henrik Jensen, at den daglige brændtid falder fra otte til fire timer:
- De rene energibesparelser vil således alt i alt blive på 7.500 kWh eller cirka 15.000 kroner om året, hvilket svarer til, at vi sænker energiforbruget til en tiendedel.
Belysning optimerer de studerendes vilkår
Den nye belysningsløsning har ikke kun gavnet energiforbruget og de øvrige driftsomkostninger. Løsningen med Base LED er også tilpasset arkitekturen, så alle 86 hidtidige spots er blevet erstattet af 86 nye LED-downlights. Derudover kan de medicinstuderende, der benytter Panum Instituttets Dam-auditorium, glæde sig over optimeret komfort og undervisningsmiljø.
- Mange gange ser vi undervisningslokaler, hvor en gennemgang af belysningen hurtigt kan føre til store forbedringer. På Panum Instituttet har vi fokuseret på en løsning, der arkitektonisk passer ind og samtidig optimerer energiforbruget og sikrer de studerende et bedre studiemiljø i form af et meget bedre lys, fortæller belysningskonsulent Peter Schultz fra Thorn.
En måling på bordfladen på bagerste række i Dam-auditoriet, hvor afstanden til lyskilderne er kortest, viste med de hidtidige spots omkring 110 lux, hvilket er alt for lidt.
- Med Base LED opnår vi omkring 200 lux. Derudover har armaturerne en rigtig god farvegengivelse på 94 Ra og en afskærmning, som minimerer blænding. Uden at gå på kompromis med energi og miljø sikrer vi dermed de studerende de mest optimale vilkår, hvilket trods alt må være det vigtigste, fastslår Henrik Jensen.