Vindbranche ser åbninger i bankverdenen
Finanskrisens dæmper på vindmøllesektoren er på vej til at aftage.
- 2010 bliver et lige så hårdt år som 2009, hvis der ikke sker en bedring i den finansielle sektor, men jeg fornemmer en lidt mere positiv stemning i bankerne i dag. I 2008 og 2009 kunne vi ikke skaffe finansiering, men nu er de klar til at tale med os, siger børsnoterede Greentech Energy Systems finansdirektør Mark Fromholt til Børsen.
Banker vil se kvalitet
Greentech kæmpede med at få finansiering på plads til et italiensk projekt, men 2010 kan måske byde på lempelser, venter finansdirektøren. Og realiteterne i dag er, at bankerne vælger de solide vindmølleproducenter og solide projektselskaber.
- Glem at få godkendt et projekt baseret på kinesiske vindmøller. Det tror jeg ikke på. Det er i stedet de klassiske vindmølleproducenter, der har været på banen i mange år, som bankerne foretrækker, og det samme gælder inden for projektselskaberne, siger han til Børsen.
Positive forventninger
Hos Green Wind Energy, der også er børsnoteret, er direktør Poul Lind meget optimistisk, når han sidder med statistikker for det europæiske vindmarked samt udtalelser fra de enkelte regeringer - til trods for, at selskabet i seneste regnskab oplevede en tilbagegang fra et overskud før skat på 54 mio. kr. til et tab på 35 mio. kr.
Tilbagegangen på 90 mio. kr. skyldes blandt andet udskudte projekter.
- Vi kan se, at man venter en vækst de næste 10-20 år på 15-21 pct., og mange lande har politiske mål for opsætning af vedvarende energi og fastsatte priser mange år frem i tiden. Samtidig tilbyder producenterne af vindmøller stadigt bedre vilkår og lavere priser, så det burde være muligt at drive en fornuftig forretning, siger Poul Lind til Børsen.