23948sdkhjf

Sommerens vigtigste nyheder

Energy Supply er tilbage fra ferie og har samlet de vigtigste overskrifter fra ferieperioden.
Efter 4 ugers ferie er Energy Supply nu tilbage. Og for at du ikke skal gå glip af de seneste fire ugers nyheder, har vi samlet de vigtigste overskrifter fra ferieperioden.

A2SEA investerer i nyt specialbygget installationsskib
A2SEA har indgået en aftale med det kinesiske selskab COSCO Shipyard Group Co., Ltd. om konstruktion af et nyt specialbygget skib til brug for installation af havvindmøller. Aftalen har en værdi af 820 mio. kr. (12/7-2010)

144 udstillere klar til Automatik 2010
Årets messe i Brøndby Hallen åbner 7. september med et væld af nyheder inden for hydraulik, pneumatik, maskinautomation, proceskontrol, instrumenter, ventiler, pumper, robotter, gear og gearmotorer. (12/7-2010)

Dong Energy udbygger norsk gasfelt
Dong Energy har tiltrådt udbygningsplanen for det norske gasfelt Marulk, som Dong Energy ejer 30 % af. De samlede udbygningsomkostninger for Marulk forventes at blive ca. 3,8 mia. kr., hvoraf Dong Energy's andel udgør ca. 1,1 mia. kr. (14/7-2010)

Dexawave Energy stifter selskab på Malta
Dexawave Energy ApS har etableret et selskab på Malta i samarbejde med Euromed Co Ltd, en lokal udvikler af energieffektive løsninger. Formålet med selskabet er at analysere og afprøve mulighederne for at udnytte bølgeenergi og bølgebaseret el-produktion i middelhavsområdet. (14/7-2010)

Danfoss frasælger KH Nordtherm
Med virkning fra den 1. august 2010 sælger Danfoss sine varmepumpe-aktiviteter i Ikast til den nuværende direktør Henrik Bjørn Andersen og en gruppe lokale medinvestorer. Aktiviteterne omfatter produktion, salg, montage og servicering af varmepumper til især landbrug og andre erhvervsejendomme. Alle 20 medarbejdere i Ikast følger med direktøren over i det nye selskab. (15/7-2010)

Skotsk vindmølleordre til Siemens
Siemens Energy har modtaget en ordre på levering af 68 vindmøller med en kapacitet på hver 2,3 MW. Køberen er Scottish and Southern Energy Renewables. Griffin-vindmølleparken vil have en kapacitet på 156 MW, når den står færdig i 2012, og vil generere nok energi til at forsyne cirka 40.000 skotske husstande. (20/7-2010)

Dansk-tysk offshore-park på vej
Vattenfall og Stadtwerke München (SWM) har underskrevet en aftale om at danne et joint venture med etablering af den dansk-tyske offshore vindmøllepark DanTysk som mål. DanTysk etableres 70 kilometer vest for Sylt. Parken bliver på 80 vindmøller. (20/7-2010)

Rekordordre til Vestas
Vestas har modtaget en ordre på 570 MW bestående af 190 V90-3.0 MW-møller til Terra-Gen's Alta Wind Energy Center nær Tehachapi, Californien, USA. (21/7-2010)

Danske og amerikanske kvinder skal vælge energien som levebrød
Danmark går sammen med USA i initiativet C-3E initiativ, der skal få flere unge kvinder til at søge uddannelser inden for vedvarende energi og grøn teknologi. Klima- energi og ligestillingsminister Lykke Friis har sammen med Kristina M. Johnson, amerikansk vice-energiminister, lanceret initiativet i Washington. (21/7-2010)

Ny topchef hos Skykon
Skykon har udnævnt Jens Risvig Pedersen til ny CEO. Han overtager stillingen fra tidligere CEO Jesper Øhlenschlæger.

Nye vitaminer til klimaforhandlingerne
Klima-, energi- og ligestillingsminister, Lykke Friis, mødtes med FN's generalsekretær, Ban Ki Moon, i New York. Positive signaler om klimafinansiering til u-landene giver kærkommen vitaminindsprøjtning til de internationale klimaforhandlinger. (23/7-2010)

Solid fremgang hos Siemens
Den tyske industrigigant omsatte for 19,2 mia. euro i tredje kvartal, hvilket svarer til en stigning på 4 % sammenlignet med året før. Nettooverskuddet steg med 9 % til 1,4 mia. euro. (29/7-2010)

Vattenfalls 2. kvartal: Højere produktionsvolumener, men utilfredsstillende lønsomhed
Nettoomsætningen for 2. kvartal steg med 18,0 % til 49.713 mio. sek. (42.128 mio.) og for første halvår med 27,2 % til 120.370 mio. (94.656 mio.). Driftsresultatet for 2. kvartal steg med 52,4 % til 8.963 mio. sek. (5.881 mio.) og for første halv år med 1,8 % til 19.078 mio. (18.741 mio.). Periodens resultat efter skat for 2. kvartal blev forbedret med 97,5 % til 5.185 mio. (2.625 mio.) og faldt i første halvår med 16,3 % til 8.972 mio. (10.716 mio.). (29/7-2010)


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.239