23948sdkhjf

Danskerne skifter holdning til a-kraft

Holdningen til atomkraft blandt danskerne har ændret sig. Selvom der stadig er stor modstand mod energiformen, så er vi langt mere positivt indstillede end tidligere.
På 10 år har 23 % af danskerne ændret holdning til a-kraft, og 80 % af disse er gået fra at være modstandere til tilhængere, viser tal i en analyse foretaget af Greens for dagbladet Børsen, oplyser avisen.

Global renæssance betyder ikke dansk renæssance
- Kernekraft oplever i disse år en global renæssance, hvor det bliver stadig mere populært blandt befolkninger. Det skyldes primært klimadebatten, da et kernekraftværk ikke forurener, når det er i drift, men kun udleder CO2 i forbindelsen med opbygningen af anlægget, siger seniorforsker i reaktorteknik Erik Nonbøl fra DTU Risø til Børsen.

Og selvom danskerne er mere åbne overfor a-kraft, så tror Erik Nonbøl ikke på, at kernekraft kommer på den danske energipolitiske dagsorden. Dertil er kendskabet herhjemme for lille. Der skæres i øjeblikket ned på både udvikling og forskning inden for a-kraft, og DTU Risø er i øjeblikket ved at lukke ned for sine reaktorer.

Ikke a-kraft-potentiale i Danmark
Hos Dansk Energi tror direktør Lars Aagaard heller ikke på a-kraft-potentialet i Danmark.

- Jeg er glad for, at danskerne i stigende grad erkender, at atomkraft er en af måderne, man fremskaffer energi på, men jeg har aldrig mødt et energiselskab, der ville indlede arbejdet med at opbygge kraftværker for atomkraft i Danmark, siger han.

Og han bakkes op af svenske Vattenfall, der står for en stor del af de kulfyrede kraftværker herhjemme. Her siger kommunikationschef Marianne Reedtz Sparrevohn, at man selvfølgelig ser med interesse på holdningsskiftet blandt danskerne, men at det langt fra er på tapetet, at Vattenfall skal drive kernekraftværker i Danmark.

- Vi driver energiselskab i Danmark på de danske præmisser, og har ingen ønsker om, at promovere kernekraft herhjemme, siger hun.

Vattenfall driver i dag kernekraftværker i både Sverige og Tyskland.

Flere faktorer vanskeliggør a-kraft i Danmark
Marianne Reedtz Sparrevohn vurderer, at der er en række forhold, der gør det vanskeligt at drive et atomkraftværk i Danmark.

Først og fremmest er der hverken politisk eller befolkningsmæssig opbakning til et sådant projekt. Samtidig er opbygningen af kernekraftværker en kostelig affære. Penge, der vil være svære at finde i det finansielle svære klima for øjeblikket.

Derudover er det danske energisystem ikke gearet til a-kraft. At indlemme a-kraft i det danske energisystem vil nemlig betyde, at man eksempelvis måtte lukke ned for vindmøllerne - og det mener hun ikke, der vil være opbakning til.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097