Væksten fortsætter i NKT
Et skuffende andet kvartal fra datterselskabet NKT Cables opvejes af et fremragende kvartal hos Nilfisk-Advance.
Overskuddet før skat endte på 138 mio. kr. i andet kvartal 2010, hvilket svarer til en stigning på 18 mio. kr. sammenlignet med året før. Resultatet betegnes som ”tilfredsstillende”.
Fastholder forventninger
- Særligt udviklingen i Nilfisk-Advance, der realiserede en organisk vækst på 10 %, er bemærkelsesværdig, mens NKT Cables ikke eksekverede den forventede højspændingsproduktion i Køln og dermed en tilfredsstillende vækst og indtjening, skriver NKT i sit regnskab.
Den organiske vækst i NKT Cables var på blot 1 % i kvartalet, og det skyldes blandt andet et skuffende kvartal inden for lavspændingssegmentet, hvor man havde en negativ organisk vækst på 1 %. Højspændings- og søkabler samt mellemspændingssegmentet steg med hhv. 16 % og 14 %.
På trods af den skuffende udvikling i NKT Cables fastholder NKT-koncernen sine forventninger til regnskabsåret. Man kalkulerer således stadig med en organisk vækst i niveauet 6-10 % og et operationelt driftsresultat, EBITDA, i niveauet 1 mia. kr.