Overskudsvarme fra Aars til Haverslev og Suldrup
Aars Fjernvarmeforsyning har positive forhandlinger med nabofjernvarmeforsyningerne om at levere overskudsvarme til Haverslev og Suldrup.
Det oplyste Aars Fjernvarmeforsynings formand, Svend F. Andersen, Aars, på generalforsamlingen på Aars Hotel, skriver Nordjyske.
Nyttiggjort overskudsvarme
Bestræbelserne går ud på at få nyttiggjort overskudsvarmen i stedet for at fyre for fuglene.
- Vi har også indsendt forslag om at forsyne industriområdet omkring Løgstørvej - bl.a. omfattende Aars Messecenter - med fjernvarme. Hvordan det går, vides ikke på nuværende tidspunkt, fordi Naturgas Midt/Nord har gjort indsigelse mod planerne, sagde Svend Andersen.
Mange nye forbrugere
Aars Fjernvarmeforsyning har fået 552 nye forbrugere, heraf de 460 fra Hornum, således at antallet af forbrugere med egen måler nu er på 4360.
Hovedledningsnettet er udvidet med cirka 7800 meter fjernvarmeforsyningen har investeret i mange nye målere og vil investere 3,8 millioner de kommende to-tre år.
Robust og fleksibel
Svend Andersen mener, at de særlige udfordringer sidste regnskabsår med hensyn til at indfase flere biobrændsler har vist, at Aars Fjernvarmeforsyning er robust og fleksibel.
- Vi ser derfor med fornyet optimisme på fjernvarmeforsyningen, affaldsforbrændingen og samar bejdet om fjernvarmeleverance til vore nabobyer, fastslog Aars Fjernvarmeforsynings formand ifølge Nordjyske.