23948sdkhjf

Hofor klar med første regnvandstunnel

Tunnellen kan lede 12 kubikmeter regnvand ud i havet - på et sekund.

Ydre Østerbro er et af de steder i København, hvor skybrudssikringen er nået længst. Der er skabt områder i kvarteret, hvor regnvand kan opsamles og forsinkes som eksempelvis Tåsinge Plads.

Og nu er Østerbrotunnelen også klar.

Den blev indviet mandag af Københavns overborgmester Frank Jensen og bestyrelsesformand hos Hofor, Leo Larsen.

År inden Østerbro er skybrudssikret
Men trods den 580 meter lange tunnel er der stadig lang vej at gå inden Ydre Østerbro er helt skybrudssikret.

- Med Østerbrotunnelen lægger vi en vigtig brik i det store puslespil, det er at skybrudssikre København og Østerbro. Men denne tunnel er én brik blandt mange, og det er et puslespil, som skal lægges over en lang årrække, siger Frank Jensen, Københavns overborgmester.

En af årsagerne til, at det tager mange år, er, at forsyningsselskabet og kommunen har valgt at finde løsninger, som ikke kun kan transportere vandet væk, men også kan forskønne byen og give nye åndehuller. 

Motorvej for regnvandet
Østerbrotunnelen er unik, fordi den er den første af sin slags. Den skal transportere regnvand fra Ydre Østerbro direkte ud i havet for at reducere de mange skader, der tidligere har været i kvarteret som følge af kraftig regn og skybrud. Der har været store problemer med oversvømmelser ved blandt andet Carl Nielsens Allé og det gamle Øresundshospital.

- Østerbrotunnelen er en slags motorvej for regnvandet, og nu fortsætter arbejdet med at lave alle tilkørslerne, så vandet kan blive ledt fra tage og veje ned i tunnelen og direkte ud i havnen på sikker og forsvarlig vis, siger bestyrelsesformand Leo Larsen.

Hvis et skybrud for alvor rammer, og tunnelen fyldes til bristepunktet, kan den lede op til 12 kubikmeter regnvand ud i havet. Hvert sekund. Det svarer til at tømme et olympisk svømmebassin på 3,5 minut. Det er meget regnvand, som udover at blive fjernet fra gaderne på Ydre Østerbro, også er væk fra kloaksystemet, hvor det ellers skal pumpes omkring 12 km gennem København ud til rensning ved Lynetten.

Nu er det hele gemt under jorden
Tilbage på Østerbro kan man ved havnen nu kun ane, at her en gang var en stor byggeplads med livlig aktivitet. Et par firkantede dæksler, som giver adgang til skakten og en indhegning, som entreprenøren NCC og rådgiver Cowi råder over, mens de laver de sidste tilslutninger, er det eneste tilbage. Kontorbygningerne har fået deres vante udsigt, og snart er alle parkeringspladser tilbage.

- Det store arbejde med at tunnelere under gasværksgrunden frem til Johan Svendsens Vej og etablere flere skakte og et udløb er nu ikke længere synligt. Og indvielsen var en af de få gange, man kunne komme til at se tunnelen indefra. For når først tilslutningerne er færdige, og regnen falder, er hele det store arbejdet skjult under jorden. Der kan endda gå årevis, inden systemet for alvor skal vise, hvad det duer til, siger Rasmus A. Rasmussen, afdelingschef hos NCC.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.165