23948sdkhjf

Efter afgørelse: Datacentre kan levere overskudsvarme til tusinder

Facebook indgår aftale med Fjernvarme Fyn

Varmeregningen bliver billigere, og Danmark bliver grønnere. Det bliver resultatet efter Skatteankenævnet mandag afgjorde en sag om afgifter på overskudsvarme.

Direktør for brancheforeningen Dansk Fjernvarme Kim Mortensen kalder afgørelsen et gennembrud for virksomheder i landet.

- I dag køler man overskudsvarmen ned, og smider det enten i Vadehavet eller til gavn for gråspurvene i luften. Med den her afgørelse kan vi bruge overskudsvarmen til at smide det ind i fjernvarmesystemet til opvarmning i huse, siger han.

Gav pote at klage
Når firmaer producerer varer, bliver der produceret varme, og den varme må firmaerne ikke slippe direkte ud i naturen. Derfor betaler store virksomheder som Facebook mange penge for at køle vandet ned, inden de skiller sig af med det.

Men Facebook klagede til Skatteankenævnet, der mandag gav internetfirmaet medhold. I stedet for de nuværende to afgifter på overskudsvarme og el, slipper Facebook med kun at betale elafgiften.

Man skal med andre ord ikke betale for at give varmen væk.

Aftale med Fjernvarme Fyn
Afgørelsen i Skatteankenævnet gør, at det kan betale sig for Facebook at blive grønnere og give varmen væk gratis, så fjernvarmefirmaerne skal bruge færre fossile brændsler, og danskernes varmeregninger bliver billigere.

Helt konkret betyder at Facebook, når datacenteret i Tietgenbyen i Odense står færdigt i 2020, kan sende tusinder af megawatt-timer varme ud i fjernvarmenettet.

Aftalen med Fjernvarme Fyn betyder at godt 6900 husstande kan varmes op med Facebook-varme. 

Andre steder end i Odense

Afgørelsen kan også få positive konsekvenser mange andre steder end lige omkring Odense.

Det mener Henrik Hansen, der er direktør for brancheforeningen Datacenter Industrien.

Han tror først og fremmest, at det vil være medvirkende til, at flere virksomheder placerer datacentre i Danmark.

Og så vil det betyde, at vi opbygger knowhow, som kan bruges i andre lande med store eksportperspektiver til følge. 

Han ser i øvrigt også med den nye kendelse muligheder for, at eksisterende datacentre kan udnytte overskudsvarmen bedre. 

- Der findes en række mindre datacentre, der har problemer med at komme af med overskudsvarmen. De vil også med en decentral løsning kunne udnytte energien bedre, end det er tilfældet i dag, siger han.

Kendelsen fra Skatteankenævnet betyder, at virksomheder, der gratis leverer overskudsvarme til fjernvarmebrug, slipper for at betale afgift af den.

Der skal dog fortsat betales elafgift, og fjernvarmeselskaberne skal også investere i nye anlæg, der kan udnytte varmen og sende den ud i varmenettet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111