23948sdkhjf

Her lytter man sig frem til lækagerne

400 støjloggere testes på 95 kilometer vanddistributionsledning.

For nylig fik et vanddistributionsnetværk i Klampenborg i Novafos’ forsyningsområde monteret nyt smart lytteudstyr, såkaldte støjloggere.

Kun få uger efter installationen blev der identificeret to lækager. Takket være støjloggerne blev begge lækager hurtigt stoppet, hvilket minimerede vandtabet og mulige følgeskader.

Nu skal LEAKman-partnerskabet omdanne vandforsyningsnetværk i to forsyningsområder til fuldskala demonstrationsområder med state-of-the-art teknologi til lækagestyring.

LEAKman-konsortiet er en sammenslutning af ni danske aktører – blandt andre Grundfos, Kamstrup, AVK, Leif Koch, Schneider Electric, DTU Miljø og NIRAS.

Novafos og Hofor – to af de største forsyningsselskaber på Sjælland – deltager også begge som partnere i LEAKman-konsortiet. De har hver udpeget to distributionsnetværk, ialt fire demo-områder, som i løbet af 2017 bliver spækket med alt den nyeste teknologi til lækagestyring. 

Vibrationer & støj
Støjloggerne består af en mikrofon, datalogger, batteri og antenne. De placeres ved vandledningens ventiler, sådan at de kan lytte direkte til rørvæggen og genkende og adskille støjen fra en lækage fra andre baggrundslyde.

- Støjloggerne er udstyret med en kraftig magnet, så de kan sættes fast direkte på for eksempel en ventilspindel under et ventildæksel. På den måde etableres direkte kontakt mellem støjlogger og rør, og vibrationer og støj i rørvæggen vil nå frem til støjloggeren, fortæller chefkonsulent Klavs Høgh fra Niras.

Hvor mange støjloggere, der skal installeres i et netværk afhænger helt af rørtype og hvor nemt, det er, at tilgå rørerne.

- I støbejern og lignende kan støjloggeren typisk lytte op til 200 m og i plastrør op til max. 50 m. I praksis er det ofte et spørgsmål om, hvor der er ventildæksler, som kan tilgås, og så vælger man at bruge det i en kombination, der dækker bedst muligt, forklarer Klavs Høgh.

Hurtig responstid
Normalvis bliver lækager fundet ved manuelle undersøgelser af distributionsnetværket. Undersøgelser, der gennemføres systematisk en gang om året, hvilket betyder, at der i værste fald kan gå rigtig lang tid, før man opdager en lækage med et stort vandtab til følge.

De nye støjloggere reducerer responstiden kraftigt

- Der sendes automatisk en alarm til vandforsyningsselskabet, når der identificeres en mulig lækage. Lækagen kan derfor hurtigt placeres og røret repareres, fortæller Klavs Høgh.

Fire demo-områder & 400 loggere
Det er som sagt Novafos og Hofor, der har udpeget de fire områder, hvor LEAKman-partnerskabet skal teste sine teknologier. For Novafos' vedkommende har man peget på et område i Klampenborg og et i Gentofte Syd, mens Hofor har valgt Hanevad og Mileparken i Herlev.

Når alle 400 loggere er installeret dækker de til sammen 95 kilometer hovedledning og samlet set 4.800 forbrugspunkter i form af intelligente vandmålere. Derudover er der installeret aktiv trykstyring og online monitorering af nøgletal.

Det er dog ikke kun lækageteknologier, der skal testes i de fire demo-områder.

- Det er systemer og teknologier til nedbringelse af non-revenue water. Herunder fjernaflæste forbrugsmålere, intelligente pumper og ventiler, som kan udføre dynamisk trykstyring over døgnet og derved spare energi, forbrug og undgå lækage. Samt endelig online hydraulisk mode-modelleringsoftware samt et management informationssystem, som skal sikre hurtig og pålidelig rapportering. Desuden er det et mål at få skabt en fælles platform for de indgående systemer, så at de kan anvende hinandens data efter behov, hvilket vil være et krav til fremtidens smart cities og smart water networks, siger Klavs Høgh.

Projektet skal være færdigimplementeret i slutningen af 2019. Det er aftalt at demo-områderne kører videre i fem år efter det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.931