23948sdkhjf

Professor: Industriens overskudsvarme kunne dække hele Europa

Potentialet i overskudsvarme fra blandt andet datacentre er enormt, men vi er ikke i mål, mener professorer.

Facebook og Fjernvarme Fyn har lavet en aftale, der sikrer, at overskudsvarmen fra Facebooks kommende datacenter i Odense kan blive sendt ud i fjernvarmesystemet.

Aftalen bliver af flere organisationer kaldt et miljømæssigt gennembrud, og forsynings-, energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) glæder sig.

Men selv om potentialet i at udnytte overskudsvarme er enormt, er det for tidligt at begynde den helt store fejring. 

I hvert fald hvis man spørger de to professorer i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Henrik Lund og Brian Vad Mathiesen.

- Vores studier viser, at i Europa er der så meget overskudsvarme fra industri og kraftværker, at hvis man udnyttede det hele, så kunne man næsten dække alle Europas boliger, siger Brian Vad Mathiesen.

- Men først skal vi have løst den gordiske knude, der handler om generelt at få udnyttet overskudsvarmen fra datacentrene, siger han.

Professorerne mener, at aftalen er et fremskridt, men påpeger også, at den kun omhandler Facebooks datacenter, og at også Apple har planer om at bygge to datacentre i Danmark, der har et stort energiforbrug.

Henrik Lund understreger, at datacentrene bruger meget energi, og at der er tekniske udfordringer med at bruge overskudsvarmen til at få vandet i fjernvarmerørerne op i en tilpas høj temperatur.

- Jeg kunne godt ønske mig, at datacentrene blev suppleret med et udviklingssamarbejde mellem forskere og industri, siger Henrik Lund.

Aftalen mellem Fjernvarme Fyn og Facebook er kommet endeligt på plads, efter en afgørelse fra Skatteankenævnet mandag.

Afgørelsen betyder, at i stedet for at skulle betale to afgifter på overskudsvarme og el, skal der nu kun betales elafgift af overskudsvarmen.

Aftalen glæder forsynings-, energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt.

- Jeg er glad for, at der er indgået den her aftale, og det er langt bedre, at overskudsvarmen kommer ud i varmerørene, end at den bliver til gavn for gråspurvene, siger han.

Regeringen fremlægger efter planen et forslag til et energiudspil for perioden 2020 til 2030 sidst på året.

- Det er min opfattelse, at overskudsvarme skal spille en central rolle i de forhandlinger, siger Lars Christian Lilleholt.

Facebooks datacenter i Odense åbner efter planen i 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112