23948sdkhjf

Bornholmere skal teste energi-tage

Taget skal producere både el, varme og køling.

I sidste uge offentliggjorde Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) de 55 projekter, der i år er sluppet gennem nåleøjet, og dermed har fået del i de i alt 183 millioner kroner, der bliver uddelt i 2017.

Et af de projekter er SolarSmartSystem, der er blevet til i et samarbejde mellem Racell, Bornholms Energi & Forsyning, DTU Elektro og Cowi.

De vil med EUDP-midlerne i ryggen teste Racells energitag iTM Energy Roof på bornholmske huse. Det skulle gerne gøre dem selvforsynende med både el, varme og køling.

Tester to steder
I forbindelse med forsøget vil udvalgte bornholmske boliger få det energiproducerende tag-element installeret oven på det eksisterende tag.

- Vi tester på få udvalgte husstande i den lille by Arnager, hvor der ikke er fjernvarme. På ganske almindelige private boliger, og så tester vi taget i lufthavnen for at få vinklet forsøget på forskellige niveauer, fortæller Klaus Vesløv fra Bornholms Energi & Forsyning og uddyber:

- Vi tester også i lufthavnen, fordi det ikke er et sted, vi kommer til at lave fjernvarme. Vi kan ikke få økonomien til at hænge sammen i sådan et projekt.

Erstatter oliefyr
Tagkonstruktionen fra Racell iTM Energy Roof kan altså gøre boliger selvforsynende med både strøm, varme og køling. Taget har indbyggede solceller og solfangere, der er skjult bag en ensartet overflade, som boligejeren selv kan vælge.

På Bornholm installerer man i første omgang energitaget oven på de eksisterende tage på de udvalgte huse i Arnager og i lufthavnen.

Grunden til at taget installeres oven på det eksisterende tag er, at man først skal se om teknologien kan virke for en familie. Men når det så er bevist, så skal energitaget tjene et helt særligt formål.

- Vi håber at forsøget kan vise, at det her produkt har et teknisk og kommercielt fundament, så det kan rulles ud i langt større skala end her. Det er hele formålet med det overordnede projekt, fortæller Klaus Vesløv.

Men det handler i høj grad også om at få udskiftet nogle af de mange oliefyr, der stadig er i drift på Bornholm.

- Vi har en plan om at være CO2-neutrale i 2025, så derfor er sådan en løsning her oplagt til at erstatte nogle af de mange oliefyr i områder, hvor der ikke lige er fjernvarme, siger Klavs Vesløv.

Endnu engang test-ø
Når det lige netop er Bornholm Racell har valgt i forbindelse med testen af energitaget, så er det grundet øens store fokus på den grønne omstilling.

- Bornholm er meget bevidst omkring, hvordan man bedst muligt laver energi til borgerne, virksomhederne og de offentlige bygninger, siger Yakov Safir, der er direktør ved Racell.

Hos Bornholms Energi & Forsyning er det langt fra noget nyt at agere test-ø.

- Vi advokerer på, at vi skal være national test-ø. Vi har også en tradition for at borgerne stiller op til de her projekter. De stiller sig gerne til rådighed, og det er den bedste måde at teste på. Når man tester hjemme ved min mor eller mormor, der finder man ud af, hvordan produktet virker i den virkelige verden, fortæller Klavs Vesløv.

Racell og Bornholms Energi & Forsyning holder kick-off på projektet den 24. november.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125